Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KULTUR

Hermès inviterer alle med i værkstedet

Det gamle, franske modehus inviterer til fordybelse og eftertanke, når de med ny, levende udstilling sætter fokus på kunsthåndværk, kvalitet, holdbarhed og bæredygtighed med deres udstilling 'Hermès in the making’ i Dansk Arkitektur Center.
Det gamle, franske modehus inviterer til fordybelse og eftertanke, når de med ny, levende udstilling sætter fokus på kunsthåndværk, kvalitet, holdbarhed og bæredygtighed med deres udstilling 'Hermès in the making’ i Dansk Arkitektur Center.

I 184 år har det franske modehus Hermès sat en ære i at skabe produkter i høj kvalitet med fokus på det gode håndværk. I dag har de ikke mindre end 51 værksteder, hvor de beskæftiger mere end 5.600 kunsthåndværkere, som alle er specialister indenfor hvert sit håndværk. På Hermès’ hjemmeside og sociale medier er interesserede længe blevet inviteret indenfor i værkstederne, men nu bliver det muligt at komme helt tæt på – i København.  I dag slår Dansk Arkitektur Center nemlig dørene op for en helt ny levende udstilling med modehusets kunsthåndværkere.

Udstillingen hedder ’Hermès in the Making´, og her kan man møde nogle af de kunsthåndværkere, som til daglig arbejder med at lave ure, smykker, handsker, porcelæn, silketørklæder og de ikoniske tasker som Kelly og Birkin. Udstillingen inviterer til interaktion gennem workshops, rundbordssamtaler om håndværk og bæredygtighed og indsigt i farve- og duftdesign. Samtidig kan man se Hermès’ ’Footsteps across the World’-kortfilm, som tager dig med ind i de forskellige værksteder verden over.

København er den første værtsby for udstillingen, så der er tale om intet mindre end en verdenspremiere. Det vidner om, at det franske modehus anskuer København som en by med fokus på det gode håndværk og bæredygtighed, og deraf en interesse for det unikke indblik i kunsthåndværkernes virke. Med udstillingen ønsker Hermès at sætte fokus på langtidsholdbare produkter, som gennem god kvalitet og de bedste materialer er lavet til at holde i en livstid og endda gå videre til den næste generation. Samtidig er produkterne skabt, så de kan – og bør – repareres fremfor at blive udskiftet, og her har Hermès også specialiseret sig i reparationens kunst – en færdighed, man også kan få indblik i på udstillingen.

Udstillingen ’Hermès in the Making´ åbner i dag den 15. oktober og løber indtil den 24. oktober i Dansk Arkitektur Center, Bryghuspladsen 10, 1437 København. Gratis adgang, men det er en god idé at booke billetter.