Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Sarah Brunnhuber
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Et nyt zero-waste-vævesystem med store ambitioner. Hold øje med Stem.

Sarah Brunnhuber, der står bag brandet Stem, har en fast tro på, at hvis modebranchen skal gøres grøn, skal vi hjælpe hinanden mod de gode løsninger. Selv har hun brugt tre år på at komme med en.
Sarah Brunnhuber, der står bag brandet Stem, har en fast tro på, at hvis modebranchen skal gøres grøn, skal vi hjælpe hinanden mod de gode løsninger. Selv har hun brugt tre år på at komme med en.

Lige nu holder designeren bag Stem Sarah Brunnhuber til i en pop-up-shop i Møntergade i indre København. Her tager hun mellem lange baner af vævede tekstiler imod bestillinger på de bukser og skjorter, hun har skabt udfra en avanceret zero waste-væveteknik, hun har brugt tre år på at udvikle.

Sarah Brunnhuber har været vidt omkring på vejen til showroomet i Møntergade. Hun er brite, uddannet på hollandske Design Academy Eindhoven, og efter endt uddannelse var hun tilbage omkring London for at deltage i forskellige workshops. Herfra tog hun til Prato i Italien og var en del af det kreative tekstilfællesskab Lottozero. Til sidst rejste hun til Danmark, hvor hun gennem Innovationsfonden DK og Statens Kunstfond kunne få den nødvendige støtte til at nå i mål med sit projekt: en metode, der gør det det muligt at eliminere spild i tøjproduktion allerede i vævningen af tekstilerne. Et projekt, der her efter tre år er lykkedes hende, og som hun for nyligt har ansøgt om patent på.

En ny måde at væve på

For at forklare det smarte i Sarah Brunnhubers væveteknik, bliver det et øjeblik lidt nørdet: Når tekstilerne til Stem væves, væves mønsterdelene – de dele af tekstilet, som kommer til at udgøre selve tøjet – fra skjorter og bukser direkte ind i stoffet. De dele af tekstilet, som ikke skal bruges – det, som normalt ville blive klippet fra og kasseret – bliver vævet på en særlig, løs måde. På den måde ender man med et tekstil, som ligner et stykke stof, der er klar til at blive klippet ud efter de skabeloner i pap eller papir, man normalt ville lægge på stoffet og klippe efter. Men her er det i stedet for pap strukturerne i stoffet, som markerer, hvor der skal klippes.

Stem
Tekstil vævet efter Sarah Brunnhubers Stem-metode. Dette stykke stof vil blive en skjorte, hvor de ternede dele bliver klippet op på en særlig måde, så de bliver frynser på den færdige skjorte.

Herefter klippes mønsterdelene ud efter en bestemt metode, så de løstvævede dele bliver til frynser på det færdige tøj. På den måde ryger intet i skraldespanden. Tekstilerne væves vel at mærke på industrivæve, så en bane stof til et par bukser eller en skjorte er færdig på et øjeblik. Det betyder, at Stem-teknikken på sigt vil kunne bruges af større producenter, da det er meget let at opskalere produktionen. Det lyder måske en smule teknisk og kompliceret på skrift, så det kan anbefales at tage forbi udstillingsrummet og se tekstilerne med egne øjne og få processen forklaret af Sarah Brunnhuber selv. Hendes passion er smittende, og missionen er at vise forbrugerne, hvordan hendes tøj bliver skabt.

Modebranchen har fire store problemer

Navnet Stem har en tosidet betydning. Dels inspireret af ordet system, da Sarah Brunnhuber vil ændre modesystemet og samtidig har skabt sit helt eget produktionssystem uden spild. På den anden side kommer det fra det engelske ord for stilk, ’stem’, fordi hun tilgår mode fra produktionsfasen, som er tilblivelsesfasen, ligesom stilken er første fase af en plante. Hendes designfilosofi er “form follows technique”, som betyder, at hendes design udspringer af teknikkens muligheder.

Når Sarah Brunnhuber vil ændre modesystemet er det særligt på grund af fire problematikker i modeindustrien: produktionsaffald, overproduktion, manglende kundeinvolvering og tøjets efterliv.

“Zero waste-teknikken har været hoveddrivkraften bag mit projekt, og nu har vi nået et punkt, hvor vi slet ikke har noget spildmateriale i produktionen. Et andet problem, vi løser, er overproduktionen, fordi jeg kun vil sælge forudbestilt tøj. Jeg tror på, at vi skal bevæge os et sted hen med mode, hvor det er helt normalt at købe forudbestilt tøj, så der ikke bliver produceret mere end nødvendigt,” fortæller hun og fortsætter:

“Med Stem vil jeg gerne involvere kunderne i hele processen, så de forstår, hvor tøjet kommer fra. Folk reagerer positivt på smukke ting, så derfor vil jeg gerne vise dem tekstilerne og bruge dem som den her smukke, visuelle information, de kan lære fra. Ved at se tekstilerne, forstår man med det samme tøjet. Man forstår, hvad tøjet består af, man forstår, hvilke dele der ellers ville gå til spilde, man forstår, hvor meget arbejde der skal til for at lave tøjet,” fortæller hun om idéen med at vise det færdige tøj side om side med lange baner af hendes vævede tekstiler.

Fordelen ved at starte fra bunden

“Og den sidste ting er at tænke på tøjets efterliv. Jeg har en position , hvor jeg kan overveje materialet nøje til hver enkelt del,” forklarer hun om fordelen ved at være et helt nyt brand, hvor intet er afgjort på forhånd. Derfor kan hun lige så godt vælge de bionedbrydelige knapper fra starten fremfor dem af plastik, ligesom hun udelukkende producerer i monomaterialer. Med undtagelse af lynlåsene, som er af metal, kan tøjet derfor i princippet smides i komposten, når man ikke vil bruge det længere. Selvom hun hellere ser, at man giver det videre eller afleverer det tilbage til Stem, så det kan genanvendes.

“Selvfølgelig designer vi tøjet til, at det skal holde og blive brugt længe, men man bliver også nødt til at tænke over, hvad der skal ske, når det ikke skal bruges længere. Jeg vil gerne nå et punkt, hvor kunderne kan komme tilbage med tøjet efter endt brug, og så kan jeg genbruge det til at lave nyt tøj,” fortæller hun og løfter sløret for flere ambitioner. Ambitioner, som handler om at finde en løsning på, hvordan man kan genanvende post-consumer-waste til at væve nye tekstiler. Hvis man kan løse den hårknude, vil det igen afhjælpe et kæmpe problem for tekstilindustrien, så det ikke længere vil være nødvendigt at bruge jomfrumaterialer.

Tekstilerne til Stem bliver vævet på en fabrik i tekstilbyen Prato i Italien.

Fællesskab er vejen frem

Sådan er det hele vejen igennem med Sarah Brunnhuber. Hver gang hun støder på en ny problematik, har hun en fast tro på, at man kan finde en løsning. Hun ser ikke på modebranchens udfordringer som uoverskuelige problemer, men netop som udfordringer, der kan løses gennem gode idéer og fællesskab.

“Vi har kun været i gang med at tage imod bestillinger i en uges tid, og selvfølgelig tænker jeg over, hvordan kunderne skal kunne levere tøjet tilbage, når de ikke længere bruger det, men forhåbentlig går der lang tid, før de er færdige med det. Men der er også mange andre brands i København, som samler kundernes brugte tøj sammen, og jeg kunne godt tænke mig, hvis vi kunne arbejde sammen i et fællesskab og finde ud af, hvad vi stiller op med det brugte tøj. Der er meget der kan gøres, især hvis vi arbejder sammen,” forklarer hun. Fællesskabstanken er også udgangspunktet for hendes grønne ambitioner. For et lille brand skaber ikke en stor forskel alene.

“Jeg ser helt sikkert min væveteknik som en metode, der er nem at skalere op, og på den måde kan det jo få en stor betydning for industrien, hvis store virksomheder begynder at bruge teknikken. Og det er i virkeligheden mit største mål – at kunne skabe en stor påvirkning af modeindustrien i en positiv retning,” siger hun og fortæller, hvordan hun ser samarbejder som et fornuftigt middel til at finde endnu bedre løsninger.

Mere end et tøjbrand

“Jeg er meget spændt på at skulle lave samarbejder med andre brands og se, hvordan den teknik, jeg har udviklet, vil udfolde sig mellem hænderne på andre designere. Jeg ville elske, hvis Stem via samarbejder kan være et sted, hvor unge designere kan starte sin karriere på en bæredygtig måde. Jeg brugte selv rigtig lang tid på at udvikle Stem, så det ville være rigtig fedt, hvis vi også kan hjælpe andre nye designere i gang,” fortæller hun om drømmen om, at Stem bliver mere end et tøjbrand. Det skal være et fællesskab, hvor man kan hjælpe hinanden med at finde bæredygtige løsninger og nye produktionsmetoder.

“Det ville være så være godt, hvis Stem bliver et sted, hvor vi kan finde ud af at opskalere andre former for bæredygtig produktion, så denne væveteknik bare bliver den første af mange. Der er så mange tekstildesignere med gode idéer til, hvordan vi kan gøre branchen bedre, men der er bare ingen metoder til at opskalere det. Det vil jeg gerne være en del af at finde ud af,” fortæller hun om de vidtstrakte drømme. Men først skal de helt basale ting på plads for det nye brand.

“Det skal selvfølgelig kunne løbe rundt økonomisk, men jeg ser det meget som et hensigtsdrevet projekt. Der er mange sociale aspekter, jeg gerne vil opnå, for eksempel det her med at støtte unge designere, skabe et fornuftigt genbrugssystem og udvikle nye produktionsmetoder. Hvis jeg er i stand til at gøre det, mens forretningen kører sideløbende, ville det være en kæmpe succes,” slutter hun.

Stems pop-up-butik kan besøges på Møntergade 3d i København indtil den 15. oktober, mandag til lørdag klokken 13.00-18.00. Her kan tøjet ses og prøves, hvor Sarah Brunnhuber også tager imod bestillinger på tøjet.