Nué Notes vil give gamle tekstiler nyt liv med immigrationsprojekt
Den socialøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden giver immigrerede kvinder en vej ind på arbejdsmarkedet med fokus på brug af kasserede tekstiler. Det projekt vil Nué Notes nu bidrage til.Der er efterhånden ingen, der kan være i tvivl om, hvorvidt det er en god idé at bruge gamle og allerede eksisterende materialer til at skabe nyt tøj frem for at producere helt nye tekstiler. Det har Nué Notes fået øjnene op for, og derfor lancerer de nu et samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden, hvor overskudstøj fra Nué Notes skal upcycles og omsyes.
I Tråd Med Verden startede som et integrationsprojekt i 2010 i et samarbejde mellem Dansk Røde Kors og KEA. Projektet handler om at skaffe arbejde til minoriserede kvinder i udsatte boligområder, som ellers ville stå udenfor arbejdsmarkedet. På deres værksteder i Lundtoftegade og Urbanplanen arbejder de med upcycling af tekstiler, og dermed får de ansatte muligheden for at arbejde med håndarbejde. Det kan enten være et håndarbejde, de i forvejen mestrer, eller noget, de bliver oplært i af de andre medarbejdere, som allerede er erfarne indenfor deres felt. Med deres arbejde minimeres tøjspild, samtidig med at immigrerede kvinder får arbejde og herigennem tilegner sig nye færdigheder og et udvidet netværk.
Hos I Tråd Med Verden kan virksomheder indgå i samarbejder, hvor de kan få produceret nye produkter ud af gamle tekstiler, eller de kan få upcyclet og repareret brugt eller ødelagt tøj, som på den måde kan få nyt liv. Sådan et samarbejde har Nué Notes valgt at indgå i, hvor de har fået produceret små, unikke stofposer af overskudstekstil fra tidligere kollektioner. Samtidig vil kvinderne i værkstedet upcycle, reparere og redesigne Nué Notes’ gamle, usolgte og beskadigede tøj med blandt andet broderi, som derefter vil kunne sælges på ny.