Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS22, MODEUGE, SHOWANMELDELSE

Råt, urbant og rigtig meget Munthe

Munthe giver i dagens digitale kollektionsvisning sit bud på den urbane kvinde anno 2022, hvor 1970’ernes Californien mikses med punk referencer.
Munthe giver i dagens digitale kollektionsvisning sit bud på den urbane kvinde anno 2022, hvor 1970’ernes Californien mikses med punk referencer.

Munthe, digital visning, torsdag den 12. august klokken 16.00

De sidste halvandet år har fået mange af os til at måtte tænke anderledes. For Munthe har det betydet, at inspirationen til denne kollektion ikke som normalt er blevet fundet ved at rejse ud, men derimod hjemme i garderoben blandt de key items, der har vist, at de kan overleve i skabet sæson efter sæson.

Det lyder måske som en helt enkel og meget basis-kollektion, men det er det bestemt ikke – tænk i stedet 1970’ernes Charlies Angels med et drys af punk og tilført Munthe-DNA, som tilsammen giver kollektionen et råt og urbant look.

Kollektionen indeholder masser af farver, print, denim og strik, og så er der masser af attitude både i modelvalget og kollektionen. Som åbningslooket; en slim, stribet strikkjole, noget vi ikke tidligere har set fra Munthe, tilsat en lædervest med lange frynser og chunky støvler båret af en næsten kronraget model. Og den lange strikkjole får følgeskab af en kort, småblomsteret kjole, der lidt atypisk for Munthe er mere tildækket, fordi den er høj i halsen, men som så til gengæld har et kort skørt med tyl under, der giver volumen. Mest markant er silkekjolen i kollektionens signaturblomsterprint, der fint opsummerer hele farvepaletten. Der er også knaldpink læderkjole med store ærmer, og blandt favoritterne er en organzakjole med små broderede blomster.

Denim fylder også en del i kollektionen, som de rock n’roll-agtige jeans med nitter, der får et 1970’er tvist, når de kombineres med en skjorte i bæk og bølge med metalliske striber og biser. Eller de brede knælange denimculottebukser med rå kanter til en kortærmet strik med polo-inspireret krave.

Munthe giver også sin fortolkning af klassisk overtøj i form af en oversize frakke i sort og hvid holdt sammen af at bredt læderbælte, og en camelfrakke med frynsedetaljer – selvfølgelig mikset med lyserøde sweatpants og en hættetrøje, så det ikke bliver for traditionelt. For kollektionen arbejder meget med kontraster og finder fint balancen som i en blomstret, plisseret nederdel tilsat logo t-shirt.

Modsat de fleste er Munthe et af de få mærker, der denne sæson har valgt at holde fast i det digitale showformat. For Naja Munthe tror ikke på at gøre noget halvt. Hun vil nemlig ikke lave et show uden de store armbevægelser, der normalt følger med et Munthe-show, men til det er usikkerheden om blandt andet udlandets tilstedeværelse under modeugen stadig for stor. For Munthe, der ikke bare er en succes i Danmark men også internationalt, hvor næsten 80 procent af omsætning i dag kommer fra, er det en vigtig faktor, når der sættes budget af til et show. I stedet er det blevet til en film, hvor vi alle, uanset geografisk placering, på demokratisk vis kan opleve kollektionens mest toneangivende styles på kun tre minutter – og det er lykkes rigtig godt, for man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor Munthe  er på vej hen (eller måske allerede er) i 2022.

Se hele kollektionen her.