(di)vision tog sit fusionsdesign til næste level – og hvilket et!

(di)vision, Jeudan Parkeringsplads, tirsdag den 10. august klokken 9.30

Hvis man var i tvivl før showet, kan man ikke være det mere: (di)vision sigter efter stjernene. Og hvis de fortsætter på samme overbevisende facon, er der ingen tvivl om, at de når dem. For hold op en magtdemonstration, det showdebuterende søskendepar Simon og Nanna Wick præsterede på taget af en grå parkeringskælder med udsigt til Marmorkirkens grandiositet.

Min usikkerhed om, hvorvidt (di)vision kunne levere en helstøbt og sammenhængende kollektion med deres fusionsdesign blev hurtigt jordet, i takt med at Woodpeckers metalmusik inviterede til showåbning. For hvor det digitalt stærke brand hidtil med enorm succes har fokuseret på de enkelte produkter, hvilket selvfølgelig er forståeligt, når mange af deres materialer findes i tilfældige kasser med aflagt tøj, så virkede det som om, der virkelig var tænkt over helheden til dette show. At de ville vise den komplette vision og på den måde udfordre branchens konformitet med deres genanvendelsesfilosofi.

Det var især progressionen i farverne, der gav en rød tråd. For den var velfungerende og velorkestreret med små stylede blokke: farvehints, der roligt gled videre og forsvandt igen fra blok til blok. Det var utroligt virkningsfuldt i forhold til at skabe sammenhæng i (di)visions til tider tilfældige fusionsæstetik, man hurtigt kan blive forvirret af. En æstetik, der bærer præg af søskendeparrets kærlighed for og miks af 90’erne og de tidlige 00’eres subkulturers ånd og æstetik.

Men (di)vision sigter bredere med deres univers end subkulturel succes. Det skal være for alle, hvilket det mangfoldige line-up af modeller, både hvad angår krop og etnicitet, understregede.

Men også i de mange stilarter, inspirationer og materialer, der blev præsenteret. Udgangspunktet i kollektionen var den jogging-uniform, som mange af os tog til os under coronanedlukningen. Som et symbol både for isolation og fællesskab. Og den blev både forfinet og flænset.

Især åbningslooket, båret af Simon Wicks kæreste, Sarah Dahl, indfanger det på én og samme tid færdige og ufærdige udtryk, som (di)vision gør så godt. En halvkonstrueret strikjakke, af hvad der ligner upcyclede striktrøjer i blå, orange og grålige toner svøb sig krammende om kroppen. Men et assymetrisk cut and sew-mønster, overdimensionerede ærmer og forskelligarterede teksturer og udadvente sømme gav et interessant spil. Hvor det upcyclede er tydeligt og råt uden at være amatøragtigt.

Gennemgående var tætsiddende, cut-and-sew-silhuetter i både jersey og sweat-materialer, oversized bomberjakker i signatur-splitdesignet og patchwork. Og så de mere rene looks, der er med til at vise en mere moden retning for (di)vision, men som stadig passer til deres undergrundsvisioner. Især Fredrik Lentz Andersens look, et bruntonet tracksuit med sorte kontrastlommer og en split-bomberjakke – også i samme brune nuance – henslængt over skuldrene, fungerede godt som kontrast til de mere ufærdige styles.

Generelt var kollektionen lige dele kreativ kampplads og moderne masseappel, der lover godt for (di)visions udbredelse. Det vigtige bliver at holde fast i den kompromisløse, men også omfavnende undergrundfornemmelse, så mærket ikke drukner blandt alle de mærker, der også skaber mode ud af det allerede eksisterende.

Se hele showet her.