Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

IN lukker – men både profil og chefredaktør fortsætter i Dossier-univers

Dossier skal ikke længere være defineret til mænd og viderefører fremover en del af indholdet fra IN.
Dossier skal ikke længere være defineret til mænd og viderefører fremover en del af indholdet fra IN.

Efter 35 år på markedet udgives modemagasinet IN for sidste gang den 5. august 2021.

Det er dog kun i sit fysiske format, at magasinet lukker. Dets stærke redaktionelle profil, som Christina Zemanova siden sin ansættelse hos Aller i maj 2020 har bygget op, fortsætter nu i Dossiers univers – et univers, der ikke længere vil være defineret af køn. Men det er ikke alene magasinets profil, der fortsætter i det nye format. Også Christina Zemanova selv fortsætter og overtager hermed ledelsen fra Kasper Steenbach, der for få dage siden meddelte via LinkedIn, at han i ultimo juli stopper som chefredaktør på Dossier – en beslutning han tog tilbage i april, men som først bliver offentliggjort nu. Og sammenlægningen viser sig at være det, man på Aller har brugt tiden siden på at gennemtænke.

“Som mediehus kigger vi altid på, hvordan vi står bedst i markedet med vores indhold, udgivelser og i forhold til vores læsere. Her har vi identificeret et stort potentiale i at samle vores tunge journalistiske og kompromisløse profil for både IN og Dossier i ét univers på trendredaktionen. Og jeg er overbevist om, at Christina Zemanova er den rigtige til at fortsætte udviklingen ud fra begge magasiners journalistiske dna og samle det i det nye Dossier på både print og digitalt,” siger Cecilie Ingdal, mediechef på Aller Trend, der dækker over Dossier, ELLE og Vi Unge, i en pressemeddelelse. Hun fortsætter:

“De seneste ni måneder har Christina Zemanova leveret et fantastisk arbejde med at relancere IN som et magasin til læsere, der har lyst til et journalistisk overraskende og originalt magasin fyldt med godt læsestof. Derfor er det selvfølgelig også med et vist vemod, at IN nu stopper med at udkomme som selvstændigt magasin, men vi er samtidig enormt glade for at se indholdet leve mindst lige så stærkt videre i et nyt format med Christina ved roret.”

“Fedt og modigt af Allers ledelse”

Også Christina Zemanova, der har mange års både chefredaktør- og redaktør-erfaring med sig fra titler som blandt andre Cover og Børsen og desuden er journalistisk redaktør på ELLE, udtrykker begejstring for sin nye rolle:

“Jeg er glad for at have fået tilbudt jobbet som chefredaktør for Dossier, og jeg har takket ja, fordi Kasper Steenbach har bygget et virkelig godt magasin op de seneste fem år, som jeg både ser frem til at føre videre og bygge videre på sammen med holdet omkring Dossier og hele trendredaktionen. Og så tager jeg selvfølgelig alt det bedste med fra IN, der vil bidrage yderligere til profil og læseoplevelse,” siger Christina Zemanova og fortsætter:

”Jeg synes, det er fedt og modigt af Aller Medias ledelse at give posten som chefredaktør på et magasin, der som udgangspunkt var mest til mænd, til en kvinde. Det understreger i den grad, at Dossier nu og fremover ikke skal være for ét køn, men være et magasin for alle, der interesserer sig for gode, velfortalte historier og for de fascinerende mennesker, der er de allerbedste inden for deres felt, og som andre kan lære noget af. Uanset køn, og hvordan man definerer sig,” slutter hun.

Dossier udkommer seks gange årligt foruden den digitale platform, og det bliver sammen med magasinets nuværende redaktionschef Ditlev Fejerskov, at hun fremover bliver ansvarlig for Dossiers fremtidige indhold og profil.