Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Samsøe Samsøe mister indtjening, men ser lyst på fremtiden

Samsøe Samsøe Wholesale ApS fremlægger årsregnskab for 2020, som er blevet brugt på at optimere virksomheden og investere i kommende års driftsresultater.
Samsøe Samsøe Wholesale ApS fremlægger årsregnskab for 2020, som er blevet brugt på at optimere virksomheden og investere i kommende års driftsresultater.

Siden Samsøe Samsøe åbnede sin første butik i Københavns Latinerkvarter i 1993, har den danske modevirksomhed udvidet med nye produktkategorier – og vokset sig til en millionforretning. Tidligere på ugen fremlagde Samsøe Samsøe Wholesale ApS årsregnskab for 2020, der viser, at 2020 ikke har været det nemmeste år i Samsøe Samsøes succesfulde historie. En skæbne de langt fra er alene om.

Virksomhedens omsætning falder fra 459 millioner kroner i 2019 til 395 millioner kroner 2020, og dykker man ned ledelsesberetningen kan man læse, at den mistede indtjening for virksomhedens engros-del skyldes den globale nedlukning og de deraf lukkede butikker. Den københavnske modevirksomhed har dog med en egenkapital på 65 millioner kroner noget at stå imod med. Men penge på kontoen eller ej – det udeblivende salg har påvirket modeforretningens overskud negativt.

Før skat lander Samsøe Samsøe Wholesales ApS’ 2020-resultat på 34 millioner kroner, hvilket er et fald på omtrent en tredjedel i forhold til et resultat før skat på 47 millioner kroner i 2019. Nogenlunde samme billede tegner sig efter skat, hvor resultatet er faldet fra 37 millioner kroner i 2019 til 26 millioner kroner i 2020.

Investerer i fremtiden

Faldet i overskuddet skyldes dog ikke kun den lavere omsætning. Virksomheden har brugt penge på at investere i digitale løsninger og udbygning af distributionen i udlandet – investeringer, som forventes at have en positiv effekt på de kommende års driftsresultater. Det står der i ledelsesberetingen, hvor man også kan læse, at ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende og som forventet – set i lyset af sundhedskrisen – og at de i de kommende år vil fortsætte med at optimere forretningen i både indland og udland.