Ny CEO skal sikre yderligere vækst i NN07
NN07s nuværende CEO, Tommy Holte, giver ledelsesansvaret videre til Anders Rahr, der med sine digitale kompetencer skal løfte brandet til nye højder.Der er udskiftning i ledelsen hos det internationalt vækstende herrebrand NN07, der i dag er repræsenteret hos mere end 400 forhandlere på verdensplan.
Tommy Holte, der har haft rollen som CEO siden brandets start i 2007, videregiver nu ansvaret til Anders Rahr, der de sidste otte måneder arbejdet i NN07 med fokus på brandets digitale strategi indenfor e-commerce og markedsføring. Før det har han blandt andet været senior vicedirektør for Group IT & Logistics hos IC Group.
Tommy Holte selv ser frem til at følge brandet fra en anden side af bordet, da han ved overdragelsen indtræder i NN07s bestyrelse.
“Det har været et privilegium at være med til at finde min afløser og arbejde tæt sammen med Anders Rahr de seneste otte måneder. Jeg ved, at han sammen med NN07s fantastiske medarbejdere vil vækste og gøre virksomheden endnu stærkere. Jeg er meget passioneret omkring NN07 og glæder mig til at få muligheden for at fortsætte udviklingen af brandet gennem arbejdet i bestyrelsen,” fortæller Tommy Holte i en pressemeddelelse.
Brandet, der siden begyndelsen har skabt sig en solid plads på markedet med deres fokus på ansvarligt produceret herretøj, har yderligere vækst for øje – og det skal Anders Rahr hjælpe dem i hus med.
“NN07 har fokus på kvalitet, ansvarlig produktion og er grundlagt på et stærkt værdisæt, som matcher mine personlige værdier. NN står for ’No Nationality’ og er et budskab indlejret i varemærket, som er mere relevant nu end nogensinde før. Jeg ser derfor frem til at introducere vores brand og kompromisløse produkter til endnu flere forhandlere og forbrugere lokalt og i udlandet. Udover vores hjemmemarked, Skandinavien, så har Europa og USA også taget godt imod os, og vi er godt på vej til at etablere NN07 som et internationalt brand. Her vil stærke langsigtede partnerskaber, øget fokus på digitale kanaler og vores grænseløse dedikation til produktet spille en afgørende rolle. Jeg glæder mig og er meget taknemmelig over at blive en del af virksomheden og det talentfulde team,” slutter han.
Anders Rahr tiltræder som CEO i NN07 den 29. marts 2021.