Butikkerne er åbnet igen – men til hvilken forbrugeradfærd?
I mandags kunne langt de fleste tøjbutikker byde kunderne indenfor igen. Vi har talt med Stine Goya og den lille lokale børnetøjsbutik dinBabuska på Islands Brygge for at høre, hvordan de første dage er gået.“I løbet af de første dage efter genåbningen kunne vi se, at folk er virkelig lettede og glade for at kunne komme ud at shoppe igen. Vi havde mange kunder, der kiggede forbi vores butikker for endelig at kunne se vores nye SS21-kollektion i virkeligheden og prøve den på.”
Sådan fortæller Thomas Hertz, CEO i Stine Goya, der med sine tre butikker; to i København og én i Aarhus, langt om længe kunne invitere kunderne indenfor igen i denne uge. En uge, hvor regeringen har valgt at tage hul på første fase af den forestående genåbning af Danmark, og som derfor lod alle hårdt pressede butikker under 5000 m2 slå dørene op efter mere en to måneders nedlukning. Og for Stine Goyas vedkommende – der har to ’normale’ butikker, en i Indre By i København og en i Volden i Aarhus C, samt en ’Goya Gallery’-butik på Østerbro, hvor de sælger tidligere kollektioner – er brandets farverige signaturstil noget, der ræsonnerer godt hos de forårshungrende forbrugere lige nu:
“Efter de sidste par uger i nedlukning ser folk nu frem til foråret og til at tilføje noget frisk og farverigt til deres garderober. Vores kunder er altid glade for at shoppe farver – men nu rammer vi virkelig en nerve, kan vi mærke,” siger han videre til Fashion Forum og tilføjer:
“Vores bestseller lige nu er vores ’Lola’-kjole, som er en let og easy going sommerkjole med blomsterprint, og i min optik reflekterer den lysten til at klæde sig pænt på og vise sig frem for verden igen.”
Gode salgstal sammenlignet med en ’almindelig’ mandag
Men selvom kundernes garderober – og formegentlig humør – kunne have godt af et skud energi og forårsfarve, konverterer det sig så til salgstallene i butikkerne? Spørger man Thomas Hertz – der vel at mærke kun har haft to dages genåbning til at danne sig et indtryk indtil videre – lader det ikke til, at shoppeglæden er forsvundet:
“Selvom nogle kunder også kom for at bytte julegaver, havde vi en rigtig god conversion rate i begge butikker i København og i butikken i Aarhus og rigtig gode salgstal sammenlignet med en almindelig mandag,” fortæller han og svarer til spørgsmålet, om de havde forberedt en speciel strategi for genåbningen:
“Eftersom de sidste par uger har været så uforudsigelige i forhold til genåbning, havde vi ikke planlagt noget specielt, men lod vores kunder vide gennem vores nyhedsbrev og sociale medier, at de endelig kan besøge vores butikker igen.”
Men der er stor forskel på at være et nationalt – og internationalt – anerkendt mærke med god digital tilstedeværelse og så være en lille lokal butik, der, indtil coronakrisen ramte, levede af den gode, personlige – og fysiske – kontakt med kunderne. Det er for eksempel tilfældet for børnetøjsbutikken dinBabuska, der har adresse på Islands Brygge i København. Her har indehaver Løkke Christensen drevet forretningen i 16 år, siden 2005, med fokus på at yde høj service og grundig vejledning til de kunder, der kigger forbi for at se på udvalget af børnetøj og legetøj – som kun sælges i selve butikken og ikke på en webshop. Og derfor har de sidste måneders tvangslukkede døre krævet nytænkning:
“Jeg har været meget aktiv på sociale medier med at lægge billeder op og har svaret på henvendelser, telefonopkald og mails fra tidlig morgen til sen aften – og derudover har holdt mine vinduer inspirerende og er cyklet rundt med varer til folk. Jeg har ikke webshop, så det har helt klart været afgørende for mig at være lokalt forankret og have en meget loyal kundegruppe, som jeg har bygget op igennem mange år,” siger Løkke Christensen.
Forbrugerne har penge på kontoen – og trænger til at komme ud
Trods Løkke Christensens store indsats for at holde butikken kørende under nedlukningen, har det rent arbejdsmæssigt sat sine spor på butiksejeren:
“Det har virkelig været en hård tid, og jeg er udkørt – da Mette Frederiksen i sidste uge sagde, at nu kunne vi åbne, der havde jeg grædt af udmattelse i to dage, for det har været en anderledes og meget konstant måde, jeg har skulle være på for ikke at lade et salg gå forbi. Jeg har virkelig knoklet, samtidig med at der har været en kæmpe usikkerhed for fremtiden,” siger hun og fortæller, at hun da også har formået at “sælge pænt” under nedlukningen, som hun selv formulerer det. For folk har skrevet direkte til hende, når de manglede vejledning til en gave eller tøj til deres børn, ligesom at kunderne generelt har vist tegn på gerne at ville støtte op om butikken. Og det blev understreget i denne uge, da Løkke Christensen i mandags kunne genåbne for de mange loyale – og heldigvis shoppeglade – kunder:
“Jeg blev helt væltet. Folk var helt vilde for at komme ned og røre ved tøjet og tingene. Og de har penge på kontoen og vil gerne forsøde tilværelsen lidt – det var helt tydeligt.”
Tog man et smut forbi Strøget i København i mandags – som en journalist fra DR gjorde – understregede mængden af mennesker, køer og tunge indkøbsposer da også, at forbrugerne trods krisen er klar til at sætte gang i den fysiske detailhandel igen.
På gaden – der lige nu er inddelt i henholdsvis højre og venstre side via en lysegrøn streg – var der, ifølge DR, færre mennesker end før corona, men dem, der var mødt op, stod gerne i kø for at komme ind i eksempelvis Zara og H&M. Førstnævnte havde en kø, der strakte sig forbi de næste fire butiksfacader.
“Køerne er lidt spild af tid, men hellere stå i kø end at shoppe online. Det, at du kan prøve tøjet og se det på dig selv, er bare noget andet. Vi har virkelig trængt til at komme ud og shoppe i virkeligheden, og så har vi jo lige fået løn,” lød det fra to unge kvinder i køen til DR.
LÆS OGSÅ
Virtuel shopping, livestream og hjemmestrik: Modebranchen finder nye måder at møde kunderne på