Ungt designtalent fortolker fodformet ikon: “Den største udfordring var at appellere til en bredere gruppe”
Birkenstock indgik i 2018 et research- og designpartnerskab med Central Saint Martins. Vi har talt med danske Alecsander Rothschild, som er en af de fire finalister, hvis designs nu er sat i produktion hos det ikoniske tyske brand, om inspirationen bag og om at være ung designer anno 2021.Tilbage i 2018 kastede det genkendelige tyske brand Birkenstock sig over et nyt projekt, ’The Education Project’, i samarbejde med Central Saint Martins. Det betød, at afgangselever fra uddannelsen fik adgang til brandets arkiver i både USA, Italien, Japan samt på hovedkontoret i Tyskland. Målet var at give de studerende mulighed for at dykke ned i Birkenstocks kulturarv med henblik på at udforske deres mere end 250-årige historie. Resultatet af deres research blev siden overført til uddannelsen, hvor studerende blev inviteret til at fortolke af de mange styles med deres egen, nutidige øjne.
Efter et års videre produktudvikling blev i alt fire studerendes designs kvalificeret til produktion hos Birkenstock. Og heriblandt finder man danske Alecsander Rothschild, der – inden han startede på MA Fashion hos Central Saint Martins i London – har gået på Beckmans College of Design i Stockholm, været i praktik hos brands som Ivan Grundahl, Flavio Castellani, Spon Diogo, Jean//Phillip og Iris Van Herpen, ligesom at han har arbejdet som junior designer for både Anne Sofie Madsen og Mugler i Paris. Rothschild vandt desuden tredjepladsen Designers’ Nest Talent Award i 2017. I arbejdet med Birkenstock har han ladet sig inspirere af sin baggrund i en kunstfamilie og udforsket skulptørens verden – herunder særligt den rumænsk/franske billedhugger Constantin Brancusi. “Hvad jeg fandt virkelig interessant hos Brancusi er naturligvis hans former, med mest af alt kontrasten i hans valg af materialer og teksturer,” som Alecsander Rothschild selv formulerer det.
Vi har taget en snak med det unge talent om det at få lov til at designe for et brand som Birkenstock, der går helt tilbage til 1774, og om hvad han mener er den vigtigste opgave for en ung designer anno 2021.
Hvad betyder det for dig, at du er blevet udvalgt som en af de fire studerende, hvis designs er sat i produktion hos et ikonisk brand som Birkenstock?
“For en, der er så tidligt i sin karriere, er det et privilegium at blive valgt som vinder i et projekt med et så stort brand som Birkenstock. Det betyder, at jeg har fået den fulde oplevelsesproces fra idé til nu et færdigt produkt, der vil blive solgt på så en stor skala. Og det er virkelig cool, at se det endelige produkt blive til virkelighed.”
Hvordan vil du selv beskrive dine designs og inspirationen bag?
“Jeg besluttede at arbejde med Brancusi som reference, fordi jeg virkelig godt kan lide det simple i hans arbejde. En af hans arbejdsprincipper var ’simpelt som princip’, hvilket jeg synes er meget lig Birkenstocks idé med deres sandaler. Efter yderligere research omkring Brancusi finder man dog alle de små detaljer, der er modstridende med hans princip, såsom zigzag forceret ind i marmor eller messing på en ellers glat overflade på en skulptur. Det skaber en super effektfuld kontrast til det, man ser, når man først kigger. Og det blev grundlaget for min idé til mine sandaler.”
Hvad har været det mest spændende og udfordrende ved at fortolke deres mangeårige designarv – og ved opgaven generelt med at designe for Birkenstock?
“For mig var den største udfordring at lave noget, der kan appellere til en bredere gruppe. Normalt er min praksis ret niche. Og den mest spændende del var at lave den første prototype med Birkenstocks teknikere i Cologne, Tyskland.”
Som ung designer i 2021: hvad mener du, er den vigtigste opgave for en designer i dag? Og hvordan ønsker du selv at bidrage til industrien fremadrettet?
“Jeg synes, at mode som en industri er blevet super mættet, så at kende sine egne kerneværdier og implementere det i sin praksis er den eneste måde at forblive original og tro mod sig selv. Og jeg tror, at det er det, min praksis kan bidrage med.”
Kollektionen vil være tilgængelig hos udvalgte butikker verden over samt online fra 1. marts 2021.