“Det handler ikke om trends, men om den stil, man gerne vil have”
Vi har talt med kreativ direktør i modeugeaktuelle By Malene Birger Maja Dixdotter om at give hver eneste style i kollektionen et formål og blæse de små detaljer helt op.Det har været et vildt år. Hvordan har det inspireret din AW21-kollektion?
“Det har været et både vildt og anderledes år, men jeg føler ikke, min inspiration til vores AW21-kollektion har været så anderledes. Komfort har virkelig været i højsædet det sidste år, men det har altid været meget vigtigt for mig, og det kan man også se i kollektionen. Coronasituationen har fået mig til at tænke mere over indholdet af kollektionen. Vi har gjort den mindre end før, skabt et mere kurateret udvalg og som altid haft stort fokus på at skabe investment pieces med lang levetid. Da man ikke har kunne rejse i år, har inspirationen skulle hentes indefra, og for mig har det handlet om den følelse, man får, når man ser på en style eller har den på.”
Har pandemiens lockdown ændret din måde at arbejde eller tænke tøj på?
“Jeg tror Covid-19 har gjort, at man vil investere mere i hvert stykke tøj, man køber. Derfor har vi fra vores side også valgt at investere mere tid i designprocessen af hver enkelt style. Inspirationen bag AW21-kollektionen er at reducere noget til sin enkleste form og derefter lade idéen tage plads. Kollektionen skal føles betydelig selv på afstand. Derfor har vi arbejdet med udtryksfulde kvaliteter og detaljer, som er blæst op. I en tid som denne skal hver style have et formål. Være en, man kan bruge igen og igen. Derfor er det vigtigt for os at arbejde med lækre og bæredygtige kvaliteter, der ikke kun er fantastiske at have på, men også er bedre at investere i.”
Det er din første hovedkollektion for By Malene Birger. Hvordan man kan se dig og husets nye retning i kollektionen?
“Jeg arbejder enormt meget ud fra kvaliteter og ud fra, hvordan de kan supplere hinanden. Det kommer jeg til at fortsætte med. Det bliver ikke de samme kvaliteter sæson efter sæson, men man skal altid kunne se en interessant historie i kvaliteterne. I tråd med sidste sæson er der en kunstnerisk tilgang til, hvordan tøjet er tænkt i sammenhæng og stylet. Strik på strik, tekstur på tekstur, tone i tone. Men aldrig for perfekt. Jeg håber, man vil kunne tage en style ud af kollektionen og se, at den er fra By Malene Birger, men jeg synes, det spændende ligger i kombinationen af styles i forskellige kvaliteter og farver. Derudover er sammenspillet mellem vores kollektioner vigtigt. Det handler ikke om trends, men om den stil, man gerne vil have. Man skal kunne sammensætte sit tøj på kryds og tværs af vores kollektioner.”
Hvordan vil du beskrive kollektionen og dens gennemgående træk?
“Vores AW21-kollektion er en maksimalistisk tilgang til boheme minimalisme. Overdrevne strukturer, forstørrede detaljer og dæmpede toner skal skabe et større billede gennem overdimensionerede aflange silhuetter og lag på lag. Klassisk og autentisk, men alligevel modigt. Jeg håber, man vil kunne se alle yderlighederne i kollektionen, for det er sammenspillet imellem dem, som gør kollektionen interessant.”
Hvad betyder det for jer, at det er en digital præsentation denne sæson?
“Det er min første gang til Copenhagen Fashion Week, så jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt, at man ikke kan mødes med folk. Efter det her år er vi jo allesammen sultne efter at møde mennesker og mærke deres direkte respons. Så det ville have været skønt med et fysisk show og en fest. På den positive side har jeg virkelig nydt at lave vores digitale præsentation. Vi har forsøgt at bygge en verden op omkring filmen, som vi nok har kunne gøre mere tydelig end ved et fysisk show.”
Hvad har været vigtigt for jer at få frem i præsentationen?
“Vi har lavet en del af præsentationen i slow motion, så man kan tage sig tid til at se kvaliteterne og detaljerne. Vi vil gerne vise hver style respekt, og det håber jeg, man kan se. Med præsentationen har vi skabt et rum, hvor de forstørrede detaljer kan komme til deres ret, hvilket jeg synes skaber et smukt visuelt univers.”
Hvad kommer vi til at se?
“Man kommer til at opleve en masse lag på lag og en leg med forskellige strukturer i hvert look, som giver et indtryk af et ikke ’alt for perfekt’-look, som jeg finder meget interessant. Vores accessories indgår som en stor del af stylingen og bidrager til at skabe kontrastfulde udtryk – bløde former og kvaliteter møder accessories med tunge og skarpe look.”
Hvordan sørger I yderligere for, at de indkøbere, der køber ind digitalt, får den rigtige oplevelse af kollektionen og jeres materialer?
“Da vi jo desværre ikke kan invitere vores indkøbere ind i vores fysiske univers denne sæson, har vi tænkt meget over de ting, der bringer os sammen. Én af de ting, vi kan være sammen om selv på afstand, er vores sanser. Vi kan se, føle og dufte de samme ting. Derfor har vi sammensat en fysisk ’præsentationsboks’, så vores indkøbere kan få endnu bedre føling af kollektionen og vores univers.”
Hvilke forventninger har du til denne modeuge?
“Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, da det er min første modeuge her. Jeg håber selvfølgelig, at både nationale og internationale indkøbere, influencere og presse vil se med og blive inspirerede. Det er en speciel første modeuge at have, som bliver svær at helt at fornemme, men jeg synes, det er heldigt og fantastisk, at vi overhovedet har haft mulighed for at lave en digital præsentation, og det er jeg meget glad for.”