“Vi kommer til at mangle en helt unik støtte til den danske modebranches talentmasse”

“Jeg synes, det er helt forfærdeligt, at man lukker en hel branche ned. Af mange årsager, men særligt, fordi vi kommer til at mangle en helt unik støtte til den danske modebranches talentmasse.”

Ordene er Uffe Buchards. Som kreativ direktør har han arbejdet med pels hos både Saga Furs og Kopenhagen Fur i mere end 20 år og dermed fulgt organisationens tætte relation til modebranchen og engagement i talentudvikling med blandt andet designkonkurrencen ’Den Gyldne Pelsnål’ fra 1998-2013. For mens vi i disse uger formentlig er ved at sige endeligt farvel til minkavl i Danmark, har kun en brøkdel af den intense mediedebat omhandlet pelsens bånd til moden. Noget, som jo i sidste ende er grundlaget for både den inflation og siden deflation, vi har været vidne til i pelsindustrien.

For alt imens Saga Fur og sidenhen også Kopenhagen Fur, der blev dannet af andelsforeningen Dansk Pelsdyravlerforening i 2005, med stærke både danske og internationale designsamarbejder var med til at løfte pels fra sit tunge mormor-præstige-image ind i en aktuel og langt mere relevant og fantasifuld modeverden, så opstod også modstanden fra både organisationer, politikere såvel som en voksende gruppe af politiske forbrugere med kommentarsporet som sin væbnede følgesvend. Og var det derfor ikke Covid-19, der som nu blev den danske minkavls endeligt, så var måske blevet den politiske dagsorden. Men med det kommer vi, ifølge Uffe Buchard, til at mangle et ret unikt arnested for talentudvikling.

“Mit hjerte brænder for nyt talent, og selvom støtten fra minkavlerne og Kopenhagen Fur har været aftagende, så er der mange af Danmarks talenter og nu etablerede brands, hvis karrierer er hjulpet på vej af Kopenhagen Fur. De har støttet massivt op omkring shows og lagde aldrig noget loft på kreativiteten. Jeg vil gå så langt som til at sige, at der ikke havde været så meget nyt talent i Danmark, hvis Kopenhagen Fur ikke havde bakket så massivt op om den danske modebranche og de nye talenter på scenen. Det synes jeg godt, vi må hædre og have lov til at være kede af nu forsvinder.”

En grundpille i karrieren 

En de danske designere, der har arbejdet tæt med pelshuset, er Mark Kenly Domino Tan, der startede sit samarbejde med Kopenhagen Fur allerede under sin uddannelse fra 2009 til 2014 først på Kolding Designskole og siden på Royal Collage of Art i London. Og han tillægger også organisationen en stor betydning for sin karriere.

“Kopenhagen Fur er en af grundene til, at jeg er, hvor jeg er i dag. Der er ingen andre steder i Danmark, hvor du nu kan få den støtte og sparring, som de har givet. De har et meget kompetent team, der følger internationale designere helt fra studietiden og giver dem bevidsthed om pels som materiale og design- og håndværksmæssig sparring. Derudover har de et markedsføringsteam, der igennem flere år har støttet shows med meget pæne beløb,” fortæller han og bakker op om Uffe Buchards udsagn om auktionshusets flersidige bidrag til mange danske designere:

“Der er flere danske designere, der ligesom jeg havde været et andet sted, hvis det ikke havde været for dem,” fortæller han.

Alene i de senere år har brands som – foruden Mark Kenly Domino Tan – Saks Potts, Buster’s World, Freya Dalsjø, Astrid Andersen, Tonsure og Day Birger et Mikkelsen arbejdet med Kopenhagen Fur. Saks Potts, der i første omgang blev kendt for sine korte, farvede pelse, lagde i forbindelse med samarbejdet i 2018 særligt vægt på pelsens kvalitet som bæredygtigt materiale, men også på Kopenhagen Fur som kreativ samarbejdspartner. Omvendt blev Saks Potts fra Kopenhagen Furs side fremhævet for at åbne døren til et helt nyt kundesegment, der har fokus på både den bæredygtige tilgang til mode, men også det legende og farverige. Herudover er influencere som Emili Sindlev, Karoline Dall og Pernille Rosenkilde flere gange blevet spottet under Copenhagen Fashion Week i pelse fra Kopenhagen Fur Studio, og Pernille Teisbæk designede i 2016 en minkkåbe i samarbejde med dem, der blev forhandlet eksklusivt hos Holly Golightly i København.

“Kopenhagen Fur har et sindssygt dygtigt designteam. Hos dem kan alt lade sig gøre. Det er jo enhver designers drøm at komme ind til et hold af håndværkere, der har ekspertisen til at udføre ens vildeste ideer,” fortæller Mark Kenly Domino Tan og tænker især på en herrefrakke fra sin AW17-kollektion i helt let swakara, hvor pelsen med digital print blev gradueret fra naturlig grå over i umbra og syren.

Og lige som han år tidligere havde været med Kopenhagen Fur i Grønland for at lære om sæler, sælfangst og vigtigheden af sæler i det grønlandske samfund som forberedelse til en kollektion af sælpelse, var han i forbindelse med arbejdet med den tætte, krøllede swakara i Namibia, hvor han lærte om alt fra avl af dyret til behandling af selve materialet.

Den politiske forbruger

Man kommer ikke omkring mink, og pels generelt, uden at diskutere den etiske og emotionelle side af især minkavl, der er blevet et landbrugsdyr, som holdes fanget i bur udelukkende for at kunne afgive sin pels til frakker og jakker. Derfor er der ingen herhjemme, der går uoplyst ind i arbejdet med pels. Men spørger man Uffe Buchard og Mark Kenly Domino Tan, er det forskellige overvejelser, de har gjort sig om emnet.

“Jeg har taget stilling til mink dengang, hvor jeg arbejdede både med Kopenhagen Fur og Saga. Hvis jeg kan spise en ’glad’ kylling, så kan jeg også arbejde med et minkskind. Der er i min optik ikke forskel på mink, grise og kyllinger. Jeg har besøgt minkfarmene og kunne se, hvordan avlerne fulgte med den generelle udvikling indenfor avl af brugsdyr og gik op i dyrenes velfærd. Jeg har fået mange smæk og trusler for at sige det her, men jeg mener det stadig. Det er virkelig en debat, der får folks pis i kog, og det bliver enormt unuanceret. Det er så skinger en tone, der leder den her debat – selv i kommentarsporet på min Instagram – og det hverken kan eller vil jeg gå ind i. Det kan selv ikke de store modehuse, og derfor forstår jeg godt, at de har trukket sig fra at arbejde med pels. Det, folk glemmer, er, at vi i Danmark var i stand til at lave et stykke landbrug, der var det bedste indenfor sit område. Alle internationale brands ville arbejde med de danske minkavlere, for de stod for de bedste skind, man kunne få i verden,” siger Uffe Buchard, der ikke synes, at Kopenhagen Fur er gået nok til modangreb og for alvor har fået formidlet den bæredygtige historie om mink ­– og derfor ikke har været godt nok rustet til kritik:

“Ulykken skete, da det ene internationale modehus efter det andet stoppede med at bruge mink. De hæderkronede brands faldt fra, og det har influeret prisen på mink i dag. Det, de bare glemte i pelsorganisationen, er, at når Europa ikke længere synes, noget er smart, ja, så går der ikke særlig lang tid før, at kineserne og russerne heller ikke synes det. Selv de millioner af kinesiske provinsfruer, der bruger mink som statussymbol, vil vende sig fra mink på et tidspunkt. Men i stedet for at kæmpe har Kopenhagen Fur, som jeg ser det, lukreret på sine eksisterende kunder fra Kina og Rusland. Vi ved selvfølgelig ikke alt om, hvad der er foregået i deres hjørnekontor af udvikling og forskning, men jeg synes, at minkbranchen har sovet i timen. Brug af pels er holdningsbaseret og følelsesladet, og det så ikke ud til, at holdningerne ville vende. Jeg ved, det er kontroversielt at sige, men måske skal både Kopenhagen Fur og minkfarmerne være glade for, at det er endt sådan her, så de kan få en erstatning. Det har ikke bare været skrevet på væggen, men med store, fede bogstaver over hele byen, at pels er på vej ud. Hvis man ikke selv kalder det en krise, så er man ikke en dygtig forretningsmand. Og branchen var i krise. Punktum.”

Selvom du har taget stilling til dit arbejde med pels, har du så alligevel kunne mærke, at du har ændret holdning i løbet af årene?

“Jeg har ikke haft et holdningsskifte, men jeg har fuld forståelse for, hvorfor modehusene melder ud, som de gør. Det er jo et pres. De har fået så meget modstand fra forbrugerne, at de er bukket under og ikke har haft andre muligheder. Den politiske forbruger er i den grad blevet en realitet, og minkavlerne har ikke haft en modorganisation. Jeg kan ikke forstille mig nogen anden virksomhed, som bare ville lade sig trampe over på den måde, som de er blevet, men det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er synd for dem.”

At kende et materiale i dybden

For Mark Kenly Domino Tan, der sideløbende med sit eget brand fra 2016-2018 også var kreativ direktør for Birger Christensen med ansvar for udviklingen af modehusets pelskollektion, gav den etiske dimension af arbejdet med pels også en anden forpligtigelse til materialet. Noget, han har taget med sig videre – også i arbejdet med andre materialer.

“Jeg har haft rigtig mange overvejelser omkring det at arbejde med et animalsk materiale,” fortæller han.

“Jeg går ind for en høj standard af dyrevelfærd, og i og med at man har med et dyr at gøre – et liv – har man pligt til at gøre sig ekstra umage og være ekstremt spartansk i sit materialeforbrug. Den tilgang kan man bruge i mange henseender. Også når man sidder med et stykke jersey til 40 kroner eksempelvis. Alene en T-shirt har et stort miljømæssigt footprint. Derfor giver det for mig rigtig god mening at bruge pels.”

Da Mark Kenly Domino Tan i 2015 modtog Kronprinsparrets Stjernedryspris, var det blandt andet for sit “kreative arbejde med materialers formsprog og sit på én gang cool, klassiske og innovative design” samt for sit “fokus på bæredygtighed i produktionsprocessen.” Begge dele begrundelser, der taler ind i designerens tilgang til pels som materiale, ligesom det ligger som et tydeligt træk igennem opbygningen af hans kollektioner.

“Den måde, jeg arbejder på, bygger blandt andet på at kende et materiale i dybden. I samarbejdet med pels hos Kopenhagen Fur følte jeg mig meget tryg ved at komme til bunds i det enkelte materiale. Derfor betød det meget for mig, at det var et langvarigt samarbejde. Jeg har fået så stor viden om pels og dets ophav, og den baggrundsviden har vi i virkeligheden kun om meget få materialer. Det er en måde at arbejde på, som jeg blandt andet har taget med mig derfra. Det med at være insisterende på at vide, hvor råmaterialerne kommer fra. Jeg tror på, at slutprodukterne bliver bedre af det og af, at man har truffet et informeret valg helt ned til sytråden.”

Det er dog langt fra alene udsigten til de skrinlagte designsamarbejder og showstøtte for Mark Kenly Domino Tan selv og hans kollegaer i branchen, som han begræder ved lukningen af Kopenhagen Fur. Også bundtmagernes håndværk, som han betragter som det direkte modspil til fast fashion, ser han i fare.

“Meget tøj i dag bliver til på den måde, at designeren bare sender sit design afsted til en fabrik og får en sample retur. Jeg har brug for at være tilstede håndværksmæssigt i det tøj, jeg laver. Med pels er der et helt særligt samspil mellem materialet, håndværket og den enkelte håndværker, der er meget specielt. Helt ud til den person, der har sorteret og udvalgt skindene. Én ting er, at det er en milliardindustri, der går tabt i Danmark – jeg kan også være bange for, at selve håndværket omkring pels går tabt nu.”