Den kloge ungdom: Læs Ane Lynge-Jorléns bidrag til Røde Kors-bogen 'Genbrugsmode'

I samarbejde med Røde Kors har designer Soeren le Schmidt skabt bogen Genbrugsmode, der gennem et omfattende visuelt materiale giver både idéer og instruktioner til, hvordan man kan upcycle tøj, der enten ikke længere passer, er arvet eller måske fundet i en genbrugsbutik. Bogen er redigeret af Malou Wedel Bruun og har desuden skriftlige bidrag af nogle af landets førende modejournalister og modeforskere herunder Lotte Freddie, Uffe Buchard, Maria MacKinney-Valentin og Ane Lynge-Jorlén, hvis bidrag vi bringer her.

Den kloge ungdom

Genbrugstøj, krøllet papir og gamle IKEA-tekstiler. Imens den etablerede modeverden vrider sig for at omstille maskineriet til grønnere metoder, er de helt unge modedesignere allerede godt i gang, og helt uden at gå på kompromis med den æstetiske appel. Tværtimod inspirerer deres sprudlende og gakkede kreativitet til at nytænke sit eget forhold til, hvad tøj egentlig er. Ane Lynge-Jorlén, som står i spidsen for den nordiske talentpris Designers’ Nest, fortæller her om de bedste bæredygtige eksempler fra næste generations designere.

Det er sommeren 2007, og en bruds kjoleslæb følger lidt hjælpeløst efter hende ind på catwalken på et rullebord, der trækker skævt. Som var hun Frankensteins vakkelvorne, selvlavede hustru. Hårene rejser sig på mine arme i begejstring over konceptet og dets indirekte kritik af ægteskabet; og mange af de andre, mere kommercielle kollektioner fra de etablerede designere, jeg havde set under modeugen dengang for nu 13 år siden, blegner.

Dette var min første erfaring med talentprisen Designers’ Nest, som viser de bedste bud på fremtidens modedesign, ofte med en grøn profil skabt af dimitterende designere fra de nordiske designskoler. Bruden her var blandt mange andre kollektioner i et noget langt show med gakkede, poetiske og fyrige bud på fremtidens design – alle skabt uden om den økonomiske virkelighed, som de etablerede modemærker befinder sig i.

Vi forbrugere får typisk at vide, at vi er sløve til at ændre vores vaner og uvidende om kvalitet, og der gives mange worst case-eksempler på modevirksomheder, der sviner vores verden til. Det er tunge og vigtige argumenter. Men der findes også best practice og allerede-eksisterende alternativer til den masseødelæggende mode, og den ulmer i vækstlaget hos næste generations designere, bl.a. altså designtalenterne i Designers’ Nest, som let kunne vise vej for de store mastodonter, hvis ellers de tør at integrere holdbare byggesten såsom bæredygtige materialer eller genbrug og ikke mindst at skrue produktionsmængden ned.

FRA KOPI TIL KOPI TIL NY ORIGINAL

I 2018 viste Designers’ Nest-finalist Lili Pham fra Designskolen Kolding upcycling og genbrug på eminent vis. Phams kollektion var baseret på ’re-copying’, dvs. genkopiering af highstreet-tøj, der i sig selv allerede ofte er en kopi. Hvert stykke tøj i hendes kollektion var fra H&M købt i genbrugsbutikker, som hun så havde redesignet med dekonstruerede teknikker og sammensætninger med andre tekstiler, bl.a. fra IKEA, der fik et helt nyt og meget appellerede liv. Faktisk ikke så langt fra den franske filosof Jean Baudrillard, som i 1980’erne skrev om en postmoderne kultur, hvor alt efterhånden er gennemsyret af kopier af kopier; hvor det ikke længere er muligt at skelne den ægte og oprindelige version fra den simulerede og kopierede. Men i Phams kollektion løftede det sig med smukke sammensatte silhuetter, asymmetri, draperinger og jakker sat sammen med skjorter og kjoler. At Pham i dag er ansat hos modehuset Givenchy i Paris, bekræfter hendes indlysende talent.

KRØLLET PAPIR OG NYE, MEN FALMEDE TRØJER

Samme år vandt Kristine Sehested-Blad fra designskolen KADK tredjepladsen i Designers’ Nest med en kollektion, som var inspireret af kunstneren Claes Oldenburgs brug af tilfældige og forhåndenværende genstande. 70 procent af Sehested-Blads kollektion var bæredygtig og bestod af krøllet papir fisket op fra skraldespanden, genbrugte T-shirts og slidt sengetøj sat sammen i lag med vatterede og kontrasterende materialer og farver. Sehested-Blads “tingfinder-kollektion” deler et slægtskab med modehuset Maison Margiela, hvor hun også i dag er ansat.

Designers’ Nest 2020’s førsteplads gik til den unge finne Milka Seppänen, som er uddannet fra modelinjen på Aalto University i Finland. Med en herrekollektion, hvis internationale æstetik ligner noget, man kan se gå ned ad catwalken i Paris, imponerede Seppänen hele juryen med sit solide greb om håndværket og sin æstetiske indarbejdning af genbrug. Med sin hybridstil, der blander 70’ernes punk og tiden lige inden grunge, er den subkulturelle inspiration tydelig, og den er desuden understøttet af, at de fleste af materialerne er genbrugstøj, der er bearbejdet, patchworket, farvet og gendesignet til nye former – præcis som de oprindelige undergrundskulturer gjorde det, da de skabte deres karakteristiske look. Her var det Seppänens mors gamle læderjakke og tøj fra hendes venners garderober, tilsat egne nystrikkede sweatre med et bevidst ”falmet” look. Men Seppänens kollektion løftede sig fra en nostalgisk omgang med fordums subkulturer og var et oplagt bud på begavet og vellavet samtidsmode.

MODE TIL TIDEN

Pham, Sehested-Blad og Seppänen viser alle tre, at med pondus og spidsfindig kreativitet kan allerede-produceret tøj, ting og sager omdesignes til særdeles appellerende, nyt tøj. Kigger man tilbage i historien er omdesign ingen nyhed, men noget man har gjort i alle tider præget af knaphed. Som for eksempel under 2. Verdenskrig, hvor den britiske regering plæderede for ’make do and mend’, altså at slidt tøj skulle omdesignes, så tøjets levetid forlængedes i nye former.

Designers’ Nest fremmer ikke praktisk hverdagstøj. Men verden har heller ikke brug for flere hvide T-shirts … Til gengæld fremmer vi original, ansvarlig og intelligent mode, der får os til at tænke på sammenhængen mellem mode, mennesker og fællesskab, uden at gå på kompromis med æstetikken.

Bæredygtighed har vist sig at være kompleks, og ofte bliver gode intentioner manet til jorden af ny forskning, som viser, at det, vi troede var bæredygtigt (som f.eks. økologisk bomuld), desværre ikke altid er så bæredygtigt på den lange bane (den kræver lige så meget vand og jord som den uøkologiske …). Herfra, hvor jeg står, ser jeg, at ilden brænder lidenskabeligt i de nordiske designskolers dimittender, som designer klogt og for et bedre modesystem. Lad den aldrig slukkes.