Et kig indenfor: Gannis nye flagship store i København
Få et smugkig ind i Ganni House, brandets fem-etager høje og 2500 kvadratmeter store nye hovedkvarter.Endelig kan Ganni byde sine kunder indenfor i den nye flagship store, som ligger i stuen af brandets nye hovedkvarter, Ganni House, centralt placeret i København. Både butik, kontorer og showrooms er bygget op med inspiration fra grundlæggerparret Ditte og Nicolaj Reffstrups eget – og ofte fotograferede – hjem. Selve butikken er på 165 kvadratmeter og byder selvsagt på tøj, men også kunst af blandt andre Rose Eken og Nina Nørgaard. Indretning og interiør er udvalgt med et ansvarligt forbrug for øje med borde i genanvendt glas og vintage Børge Mogensen-møbler. I en pressemeddelelse skriver Ditte Reffstrup, grundlægger og kreativ direktør for Ganni:
“Jeg elsker at butikken er del af vores hovedkvarter – det skaber følelsen af én stor familie. Vi er utrolig spændte på at invitere hele vores community ind i vores verden. Forvent en-til-en shopping aftaler, in-store events og pop-up’s. Stedet er skabt til at være indbydende – et sted hvor alle skal føle de kan komme og bare hænge ud.”
Ganni House-butikken slog for første gang dørene op i lørdags den 26. september og fejrer i disse dage åbningen med udstillingen ’Home is Where the Heart is’ – med en række af kunstværker fra konkurrencen af samme navn, som Ganni iværksatte da coronapandemien lagde landet i lockdown tilbage i marts.
Du kan booke en kurateret tour her, men kan du ikke vente med at se den nye butik på Bremerholm 4, giver vi dig en lille forsmag.