Kærlighedsbørn bliver også voksne
Med en mild farvepalette og feminin tailoring laver Lovechild 1979 tøj, man har lyst til adoptere med det samme. Dagens show var ingen undtagelse, men printet. Hvor var det?Lovechild 1979, Café Victor, tirsdag den 11. august 2020 klokken 17.00
Hvor det ofte handler om inspirationen bag, når man taler om nye kollektioner, handler det hos Lovechild 1979 i stedet om følelsen bag. Anne Dorthe Larsen, kvinden bag brandet, designer nemlig tøj ud fra, hvad hun selv har lyst til at gå i – og tak for det, for det tøj, hun designer, vil vi andre også gerne have på.
Men, lad mig lige starte med alt det, der ikke er vigtigt, og som alligevel er med til at skabe helhedsindtrykket. Det, der handler om location, modeller… om stemningen. For den var der ingen, der kunne sætte en finger på her. I bedste pariserstil sad vi omkring små borde – med afstand selvfølgelig – på ikoniske Café Victor og blev trakteret med østers og champagne, mens modellerne fra unge piger til modne kvinder passerede – og i enkelte tilfælde dansede – forbi i takt til musikken og fint viste, hvordan kollektionen kan adopteres af kvinder i forskellige aldre.
En af kollektionens hovedelementer var soft tailoring, som i den bløde skindkjole med store påsyede lommer og små pufærmer, som Nadja Bender åbnede showet i, eller Emma Oaks lange lyseblå jakke med påsatte lommer kombineret med enkle cigaretbukser. Der var også højtaljede bukser med sømandsknapper tilsat en kort pinstriped blazer, der begge er nye silhuetter hos Lovechild 1979. Der var også mere minimalistiske styles som en enkel strikkjole, stylet med et sort taskebælte – noget, der i øvrigt gik igen i store dele af kollektionen – og en enkelt sort buksedragt, der fik et Lovechild 1979-tvist ved at blive stylet med en mere romantisk hvid blondeskjorte.
En af favoritterne, der på mange måder også opsummerede kollektionen, var en lyseblå frakke med store blanke knapper og de store skuldre, der var gennemgående i store dele af kollektionen. Til gengæld var print nedprioriteret i denne sæson, og det savner man som Lovechild-fan, for det er en af de ting, som Anne Dorthe Larsen normalt virkelig mestrer med prints, der med tiden har fået karakter af samlerobjekter.
Lovechild har holdt fast i den lidt skarpere linje fra de sidste sæsoner, og det er klædeligt. De små bobler, der sprudler hist og her kunne godt have været flere, men var nok til at kradse lidt i det pæne, og gøre det til en rigtig – og skøn – Lovechild 1979-oplevelse.
Se hele kollektionen her.