Innovationsprofil er ny institutleder for Bygningskunst og Design på KADK
Tværfagligt samarbejde er vejen frem. Det mener Mathilde Serup, der netop er udnævnt som ny institutleder for blandt andet skolens uddannelse indenfor mode, tøj og tekstil.Mathilde Serup er netop blevet ansat som leder af Institut for Bygningskunst og Design på KADK – et institut, der rummer uddannelserne Glass & Ceramics, Fashion, Clothing & Textiles, Spatial Design, Møbel & Objekt samt Strategic Design & Entrepreneurship.
Mathilde Serup har været tilknyttet KADK siden 2017 som ansvarlig for kandidatprogrammet Strategic Design & Entrepreneurship. Derudover har hun bred erfaring indenfor innovation, blandt gennem sin egen uddannelsesbaggrund, hvor hun er uddannet arkitekt fra KADK samt har en mastergrad i ledelse og innovation fra CBS og Aarhus Universitet. Derudover har hun været direktør i et arkitektfirma samt partner i en konsulentvirksomhed, der udvikler og driver strategiske partnerskaber for bæredygtig udvikling og vækst.
“Jeg glæder mig til sammen med engagerede forskere og undervisere på Institut for Bygningskunst og Design at udvikle viden og uddannelse med mennesker og kontekst som udgangspunkt. Vi skal sammen sikre, at de studerendes tilgang er med til at drive samfundsmæssige forandringer, og at de i mødet med andre fagligheder byder ind med design- og arkitekturfaglighed på højeste niveau. Det kræver flere strategiske samarbejder, så designere og arkitekter fortsat er relevante i den omverden, vi indgår i. Jeg tror på, at den tilgang vil sætte en ny dagsorden fremover,” lyder det i en pressemeddelelse fra Mathilde Serup, der i sin nye rolle netop vil udnytte det faglige potentiale, der findes i mødet mellem arkitektur og design:
“Institut for Bygningskunst og Design har med et unikt tværfagligt udgangspunkt en afgørende rolle i at uddanne arkitekter og designere, der kan bidrage med at løse fremtidens høj-komplekse udfordringer. Jeg har oplevet, at de studerende udvikler og lærer noget nyt at være en del af fælles projekter,” siger hun videre og suppleres af Mathilde Aggebo, der er er dekan for designuddannelsen og overordnet leder for uddannelserne under Institut for Bygningskunst og Design:
“KADK får en institutleder med stor viden fra krydsfeltet imellem arkitektur og design. Hun har både erfaring som iværksætter og solid ledelseserfaring, og hun kommer desuden med spændende idéer til styrkelse af det tværfaglige studie- og forskningsmiljø og visioner for samarbejder med erhvervene.”
Mathilde Serup tiltræder officielt sin nye stilling 1. juni 2020, hvor hun dog først overtager lederstillingen 1. september. Hun afløser dermed Irene Lønne, der efter sommerferien skal lede KADKs nye enhed for erhvervssamarbejder.