Trods lavere omsætning: Neye donerer endnu et millionoverskud til kræftforskning
Selvom både omsætning og overskud i butikkerne er lavere, kan Neye-Fonden igen i år donere 12,5 millioner kroner til kræftforskning. Ifølge CEO Camilla Raffnsøe, skal flere store investeringer løfte resultaterne i 2020.“2019 har været et omstillingsår, som vi på mange måder har skubbet foran os. Et konkurrencepræget marked har sammen med et stigende pris- og kampagnepres gjort det nødvendigt at gentænke vores strategiske setup ude i landet. Konkret betyder det, at vi har struktureret os med styrket lokaldrift blandt andet med tydelige regionschefer samt mulighed for mere e-commerce, hvorfor vi også forventer vækst allerede i år.”
Sådan udtaler Neye-Fondens administrerende direktør, Camilla Raffnsøe, i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af årsresultaterne for 2019.
Igennem Neye-kædens mange butikker, hvis overskud går direkte til Neye-Fonden, har kæden i 2019 præsteret et resultat på 2 millioner kroner på bundlinjen. Det er fem millioner mindre end i 2018, hvor resultatet lød på knap 7 millioner kroner. Ser man på omsætningen, er denne også faldet en smule og lander på 324 millioner kroner mod sidste års 334 millioner. Men på trods af lavere overskud i virksomhedens butikker, kommer Neye-Fonden generelt ud af 2019 med et overskud på 12.458.000 kroner.
“Selvom vi selvfølgelig gerne ville have leveret endnu mere, er jeg tilfreds med, at vi kommer ud med et samlet overskud i Neye-Fonden på 12,5 millioner kroner, hvoraf de to millioner stammer fra driften – den danske detailbranche taget i betragtning. Vi har nu taget omstillingsåret, og vi er lettede over at være videre og samtidig at have sat os stærkt op til fremtiden. Faktisk viser vores tidlige 2020-tal allerede, at vores investeringer i 2019 er givet godt ud med tilfredsstillende væksttal. Omsætningen hos os er afhængig af en stærk driftstruktur, konstant omkostningstilpasning og et godt tag på særligt lokaldriften,” siger Camilla Raffnsøe videre.
Igen i år vil Neye-Fonden – der gennem mere end 40 år har støttet kræftforskning i Danmark – donere deres millionoverskud til sagen.
Ovenstående regnskabsresultater er udsendt af Neye-Fonden selv, som forventer at offentliggøre deres endelige årsregnskab i denne uge.