Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK AW20, MODEUGE

“One, two, three, four!”

Alt kan ske, når Henrik Vibskov sætter sine finurlige tanker i sving, og hans badeceremonisinspirerede AW20-show var et farverigt sansebombardement.
Alt kan ske, når Henrik Vibskov sætter sine finurlige tanker i sving, og hans badeceremonisinspirerede AW20-show var et farverigt sansebombardement.

Henrik Vibskov, Lokomotivværkstedet, onsdag den 29. januar 2020, klokken 19.00.

I en verden, hvor de fleste af de københavnske “førstegenerations”-designere fra 1990’erne og årtusindeskiftet efterhånden har kastet håndklædet i ringen, er det mere end opløftende at se, hvordan Henrik Vibskovs kilde af kreativitet og inspiration synes uudtømmelig!

Måske er det, fordi Vibskov har flere platforme at hente energi fra; kunst, musik, mode, rejser, undervisning… alle hans medfødte talenter prioriteres med største selvfølgelighed og udmunder modemæssigt i shows og kollektioner, som er helt unikke for den danske modescene.

AW20-kollektionen, “Please remove before washing”, er faktisk allerede blevet vist en gang før, nemlig under herremodeugen i Paris tidligere i januar – hvilket i øvrigt var intet mindre end 38. gang, han holdt show der.

Kollektionen er inspireret af badeværelset, med alle de mange farve- og stilsammenstød, det kan byde på fra gamle fliser til nye sæbeindpakninger, ligesom det ikke mindst er på badeværelset, vi først – helt bogstaveligt – gennemgår en renselse, og derefter bygger os selv op med kam, tandbørste, dufte, barbermaskine eller makeup og mere eller mindre afgør, hvem vi er den dag. Scenografien var således et badehus fyldt med lyserøde badekar og ditto badende tilsat rituelle over- og undertoner og sat i gang af en stemme fra det høje, der taktfast talte til fire, så de kvinder og mænd, unge og gamle, der allerede havde valgt dagens look, kunne træde ind.

Men alt det behøver man sådan set ikke at vide for at nyde Henrik Vibskovs cool, positive, farverige og selvbevidste tøj, når først det skal tages i brug. For uanset den vilde setting kan det udmærket stå alene. I sit fulde look er det som skabt til cool galleristaer og verdensvante kunstnere, men del for del passer det perfekt ind i det københavnske gadeliv.

Tag nu bare overtøjet. Henrik Vibskov laver jakker og frakker, hvis udtryk er eviggyldigt kreativt, hvad end vi taler skotskternede regnfrakker, storternede, korte uldswaggere, mørkeblå rulamsbikerjakker eller karryfarvede dunjakker med dobbelte hætter. Ja, uanset hvor fristende, badeværelset ellers er at spendere sin tid i, så har man instinktivt lyst til at gå ud og opdage verden på ny i Vibskovs tøj.

For sikke en verden, han åbner for os! En verden, der består af et perfekt miks af halvlangt, stadig fugtigt hår, chelseaboots og stumpebukser à la The Kinks i 1960’erne, små runde hatte og skæve kasketter, bomuldskjoler med valgfri front og ryg, badekåbelignende kjoler med høj, høj slids fortil, japansk inspirerede, storternede skjortesæt, læderhåndtasker udformet som undersiden af en håndvask og alle jakker med let hævede skuldre, der sender tankerne hen på den tårnhøje designers egen statur. Alt i lag på lag og varierende i en farveskala med marineblå, rosa, brændt orange, sennep og karry, der både blev brugt monokromt og som mønstermiks, og i bæredygtigt producerede materialer spændende over faldskærmsstof og organza til strik og vasket uld.

Jo, Henrik Vibskov er vitterligt en energiindsprøjtning og kreativ udladning af de store – hvis alle gik i hans tøj, ville det føles som at befinde sig midt i et spil Pokémon Go. Og da det utænkelige skete: brandalarmen lød cirka 10 indgange inde i showet, og alle de mange gæster måtte ud efter at have sikret sig, at det ikke blot var en del af lydtæppet, løstes det selvfølgelig også på let og gelinde Vibskov-vis. Kongen af kaos og hans eminente stab fik styr på situationen, fjernede stolerækkerne, lukkede os ind og slap os løs, fik de “badende” tilbage i karrene og startede forfra. For tag ikke fejl: i Vibskovs verden er der tale om 100 procent kontrolleret kaos, intet er tilfældigt.

Alvoren til trods føltes det som en gave at få optakten til showet igen; den dryppende lyd, de rosa “badeceremonimestre”, der satte seancen i gang, de badendes nydelse ved stadig at have valget af dagens look og identitet foran sig, og så lyden af stemmen fra det høje: “One, two, three, four!” Ind kom de, der allerede var i gang med dagen i alle deres vidunderlige snit, farver og mønstre. Og vi fik endnu en gang lyst til at følge efter dem og deres designer direkte fra badeværelset og til verdens ende.

Se hele kollektionen her.