Le Fix 20 år: Japan-eventyr, tidsånd og små bæredygtige skridt

I 1999 stiftede Benny Kusk tøjmærket og kunstnerkollektivet Le Fix som et kunstprojekt sammen med sine to venner, Rasmus Jacobsen og Jesper Holm, i et atelier i Guldbergsgade på Nørrebro. Dengang var skalaen lille og alt lavet i hånden. Udgangspunktet var ikke mode eller en profitabel virksomhed, som det har udviklet sig til i dag. Men efterhånden voksede interessen for de spraymalede T-shirts som de tre drenge, der kendte hinanden fra Silkeborgs graffiti-miljø, skabte. Først fulgte en succesfuld periode med salg til japanske high-end modebutikker, hvor håndværket og kunsten var det primære omdrejningspunkt. Siden fulgte åbningen af multi-brandbutikken og galleriet i Kronprinsensgade i København, der stadig er en vigtig del af brandets DNA. Her bliver man indført i hele universet af både Le Fix’ egne kollektioner, nøje udvalgte internationale modemærker og brandets kuratering af dansk og international kunst. 

Gennem årene har Le Fix balanceret sit undergrundsophav og kærligheden til kunsten med det kommercielle, som for eksempel kommer til udtryk i samarbejder med både Disney og Star Wars og fodboldklubben FC København. Det har vist sig som en profitabel balancegang. I 2015 modtog de Børsens Gazelle som et bevis på fire år med årlig fordobling af omsætningen. Og i år kan de så fejre 20-års jubilæum. To dekader, hvor de har sat fusionen mellem kunst og streetwear på landkortet. Jubilæet bliver fejret med en kollektion med tre inkarnationer af Le Fix’ maskot, Kaj, en farverig graffiti-figur uden ben, som visuelt udgangspunkt. Kaj, som han så ud for tyve år siden, som han ser ud i dag, og hvordan fremtidens Kaj kan tage sig ud.

Vi har talt med grundlægger og kreativ direktør Benny Kusk om at navigere i tidsånden gennem tyve år, at holde fast i det uperfekte og det element, som alle er nødt til at adressere i dagens modebillede – og som brandet ellers ikke er meget for at tale om: bæredygtighed.

Tillykke med de 20 år! Hvordan føles det?
“Det føles vildt. Det er spændende. Da vi startede i 1999, var internettet to år gammelt. Dengang lavede vi en hjemmeside, som var det allernyeste og vildeste på det tidspunkt. Og det er jo en kæmpe kontrast til i dag, hvor alt nærmest er online. Vi startede derfor ret analogt. Og den tilgang har egentlig holdt ved. Nu prøver vi at kombinere den tilgang med nutidens værktøjer. Det kan for eksempel være, når jeg konverterer kunst og håndlavede tegninger ind i vores digitale univers. Jeg har også stadig en analog tilgang til at bygge kollektionen op på. Der skal altid være et personligt touch. Noget uperfekt.”

Hvad er det Le Fix kan, der giver så lang holdbarhed i en ellers omskiftelig modebranche?
“Jeg tror, vi har været gode til at agere i tiden. At tilpasse os tidsånden. Vi har altid været tidstypiske på den ene eller den anden måde. Vores basisværdier har vi altid holdt fast i, altså det analoge og den mere håndværksmæssig tilgang. De er blevet indgroede elementer i måden, vi agerer på, men vi præsenterer dem altid på en måde, der passer til den tid, vi lever i.”

Og hvordan skal I udvikle jer for at holde fast i momentum?
“Fremadrettet kommer vi til at køre en lidt strammere distribution med salg til færre butikker. For bedre at kunne kontrollere vores univers, så vi ikke bliver diktereret for mange steder fra. Det skal ikke forstås negativt, men som en måde at kunne navigere med de visioner, vi arbejder med. Det er en spændende tid, hvor der kommer mange nye brands på banen. Der er mange om buddet, men jeg føler, vi har fundet os en god plads i branchen, som også giver os plads til at være lidt kreative med måden, vi gør tingene på. Vi har sat mange projekter og samarbejder i søen, som skal bane vej for den næste periode af Le Fix. Her er vi allerede to år fremme i tiden. Det er spændende.”

Brandet er født ud af graffiti-miljøet i Silkeborg, og det var især fremtrædende i brandets begyndelse, hvor I for eksempel spraymalede på T-shirts. Hvor kan man se den baggrund i mærket i dag?
“Det kan man især med vores forskellige kunstneriske samarbejder. Både i form af collabs med etablerede brands og varemærker som Clarks, Baracuta og Star Wars og så vores samarbejder med undergrundsbaserede graffiti- og gadekunstnere. Mange er dem er ikke offentligt kendte, så på den måde kanaliserer vi undergrunden ud i den kommercielle verden. Giver undergrunden en platform.”

Der må være mange højdepunkter, når man kan holde sig oven vande i tyve år i modebranchen. Men hvad er det største højdepunkt i løbet af de seneste 20 år for dig? Hvad er du mest stolt af?
“Det er svært at pege på én ting. Jeg vil nok dele de tyve år ind i tre perioder, der hver har sine højdepunkter. Jeg kunne godt lide, at da vi startede, var vores tilgang meget naiv og ikke-kommerciel. Det handlede om at tegne og male på T-shirts, som vi solgte, og på den måde fik råd til at købe to nye T-shirts og så starte forfra på en kreativ måde. Det var meget organisk. Men det resulterede da i, at vi fik et stort marked i Japan. Fra 2001-2005 solgte vi nærmest kun i Japan i butikker som Beams og United Arrows. Vi producerede selv på Nørrebro, hvor vi stadig holder til i dag, og sendte til Japan. I den næste periode fik vi Peter Johansen og Valdemar Kludt, to bekendte fra branchen med stor erfaring indenfor retail, indover som partnere. De hjalp med at etablere vores butik i Kronprinsensgade. Det var en ny epoke, hvor vi kommercialiserede det hele mere. Og det er egentlig den tids beslutninger, vi stadig trækker på i dag. Og nu er vi så dér, hvor vi kan kombinere de bedste ting fra de to verdener, den kunstneriske og den kommercielle. Det er den balance, som vores jubilæumskollektion også skal symbolisere. Her kombinerer vi kommercielle, opskalerede trykteknikker med den gamle, tidskrævende måde at lave tryk på.”

Du taler om, at I er gode til at navigere i tidsånden. I dag kan man nærmest ikke komme uden om bæredygtighed. Hvordan arbejder I med det?
“Alt, vi laver fremadrettet, er baseret på bæredygtighed. En del af vores nye strategi er, at vi hele tiden skal arbejde med små bæredygtige tiltag, men ikke reklamere for meget med det. Det skal være en selvfølge. Vi bruger for eksempel økologisk bomuld eller genanvendt polyester i et større og større omfang. Vi kommer også til at lave mange mindre drops, som bliver trykt i Danmark, så vi sparer på CO2-udledningen i forbindelse med forsendelse. I forvejen har vi rykket meget af vores produktion til Europa. Vi køber også overskudsmaterialer og laver mindre kollektioner ud af dem. En ting, vi også gør, er at prøve at stå for så meget af salget selv, så vi sparer forsendelser af prøver og kollektioner og dermed CO2. I første omgang er det forbrugerne, der har sat dagsordenen på den grønne udvikling. Det skal vi hjælpe med at brede ud. Mange producerer i økologiske materialer, os selv inklusive, og det er ikke nødvendigvis bæredygtigt i sig selv. Men det er et signal, man sender, for at få den store industri til at indse, at det er den vej, vi skal. Jeg har altid haft det sådan, at når man har fået taletid, må man gerne sige noget fornuftigt. Det er den position Le Fix har givet os, og som vi nu udnytter i klimaets tegn.”