DM&T udpeger ny CSR- og bæredygtighedschef
Dansk Mode & Textils CSR-chef, Pia Odgaard, går på pension. Marie Busck overtager hendes ansvarsområder og bliver ny CSR- og bæredygtighedschef.Der blæser nye vinde over brancheorganisationen Dansk Mode & Textil. Den hidtidige CSR-chef, Pia Odgaard, der har siddet på posten siden 2010, går på pension, og det har foranlediget en intern omrokering, hvor nye titler skal understrege organisationens øgede fokus på bæredygtighed. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Marie Busck overtager således den afgående CSR-chefs ansvarsområder, præcis som det var planlagt, da hun blev ansat som CSR-medarbejder den 1. oktober i år. Hun får titlen CSR- og bæredygtighedschef. Hendes CV tæller stillinger som Senior Advisor hos Oxfam IBIS og Head of CSR and Compliance hos Flying Tiger Copenhagen, ligesom hun har været bestyrelsesformand i Dansk Initiativ for Etisk Handel mellem 2016 og 2018. Hun er bachelor i religionshistorie fra Københavns Universitet med en overbygning i religionssociologi med specialisering i menneskerettigheder og udvikling.
Samtidig bliver Jette Lindegaard, der hidtil har har været teknik- og miljøchef, ny miljø- og bæredygtighedschef. De to skal i fællesskab forme organisationens bæredygtige udvikling, der involverer både medlemsrådgivning, den overordnede strategi på området samt det politiske arbejde, som DM&T udfører.
“Maries CV taler for sig selv. Hun har omfattende erfaring og har haft det overordnede ansvar for CSR og ansvarlighed i store internationale organisationer som Lego og Flying Tiger Copenhagen. Samtidig har hun hurtigt vist en imponerende forståelse for branchens udfordringer og muligheder på bæredygtighedsområdet. Derfor er hun helt klar til at overtage ansvaret for CSR og bæredygtighed, og konstellationen med Marie og Jette er enormt stærk, og vidner om de store ambitioner, vi har på CSR-området,” siger administrerende direktør Thomas Klausen i pressemeddelelsen.