Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Nu er det afgjort: Sommermodeugen bliver, hvor den er

Efter en længere proces, der har involveret danske udstillere i Herning og i København samt spørgerunder hos internationale indkøbere, er det blevet besluttet at holde fast i uge 32.
Efter en længere proces, der har involveret danske udstillere i Herning og i København samt spørgerunder hos internationale indkøbere, er det blevet besluttet at holde fast i uge 32.

Sommermodeugens placering synes at være et udtømmeligt emne, der vækker mange forskellige holdninger til, hvornår det er det helt rette tidspunkt at afholde Copenhagen Fashion Week. For hvornår falder det bedst i forhold til de internationale terminer, men også taget både pressen, de show- og præsentationsaktuelle brands samt indkøbernes arbejdsprocesser i betragtning?

For at finde svar på dét spørgsmål og for at bevare modeugens rolle som attraktiv platform på tværs af branchen, har Copenhagen Fashion Weeks Cecilie Thorsmark, i samarbejde med messerne CIFF og Revolver samt brancheorganisationerne DM&T og Wear, siden sin indsættelse som modeugens administrerende direktør i november 2018 arbejdet på at undersøge, hvordan sommerterminerne bedst placeres fremadrettet.

Og nu kan de fem parter så melde ud, at de, efter en længere proces, der udover at involvere møder med danske udstillere i Herning og i København også har medført spørgeskemaer sendt til udvalgte danske og internationale indkøbere, er kommet frem til den konklusionen, at sommermodeugen fortsat vil være placeret i uge 32.

Allerede i april i år kunne vi dele nyheden, at sommermodeugen i 2020 vil være i uge 32, men nu er der altså også enighed om, at den skal forblive i den uge fra 2021 og frem.

Datoerne for de næste to sæsoner af Copenhagen Fashion Week er: 

  • AW20: Uge 5, 28. – 31. januar 2020
  • SS21: Uge 32, 4. – 7. august 2020