Fra influenceragentur til Artist Management: Confetti CPH udvider porteføljen
Porteføljen vokser 150 procent og fokus udvides fra udelukkende influencere til en bred palet af personligheder, heriblandt Sus Wilkins og Carla Mickelborg.I 2017 forlod Christina Barré de trygge rammer på Bloggers Delight for at springe ud som selvstændig influencer-agent med firmaet Confetti CPH. Siden har hun ageret sælger og agent for de fire influencere Mette Marie Lei Lange, Cana Buttenschøn, Christina Dueholm og Cecilie Rubini. Men nu støder yderligere seks ansigter til det ambitiøse projekt og øger dermed klientporteføljen med 150 procent.
“Det har været min drøm og ambition at udvikle Confetti CPH i retningen mod at blive et Artist Management, hvor repræsentationen er bred og mangfoldig. Indtil nu har vi haft fuld fokus på influencer branchen, hvorimod vi fremover også vil repræsentere en skuespiller, tv-personligheder, en sundhedsekspert, foredragsholdere, forfattere, podcastere og forretningskvinder,” siger indehaver af Confetti CPH, Christina Barré, i en pressemeddelelse, om den nye strategi, der skal bygge på skræddersyet content marketing og co-brandingsamarbejder med virksomheder.
De seks nye tilføjelser tæller skuespiller Sus Wilkins, sundhedsekspert Michelle Kristensen, influencer Charlotte Caroline Jensen, forretningskvinde Ditte Julie Jensen, boligstylist Cathrine de Lichtenberg og influencer Carla Mickelborg.
“Jeg er enormt stolt af at have samlet et så stærkt hold af succesfulde, ambitiøse og dybt professionelle kvinder, og jeg glæder mig til at arbejde solen sort det næste lange stykke tid og ikke mindst til det næste kapitel i Confettis historie,” siger Christina Barré videre.