Efter 13 års fuld fart på kollektioner og egne butikker: dansk designer går nye veje
Den danske designer Line Markvardsen, der stod bag de nu lukkede brands Edith & Ella og Epoque, har netop lanceret nyt brand i eget navn, der gør op med specifikke sæsoner.Der synes at ligge en ret klar linje bag designer Line Markvardsens nye brand, som hun slet og ret har kaldt ‘Line Markvardsen’: få styles i rene naturmaterialer, der kan leve på tværs af sæsoner og nye trends. Fokus på prints og broderi og på en produktion, der er fair for alle. Et brand, der ønsker at sætte et blødt fodaftryk på jorden og opfordre folk til at satse på styles, de både kan og vil beholde længe og ikke købe mere, end vi behøver. Det betyder også, at der ikke kommer til at være deciderede udsalg på tøjet, der udelukkende kan købes gennem Line Markvardsens egen hjemmeside – noget, der er en helt bevidst retailstrategi fra den erfarne designers hånd.
“Med en international online platform kan jeg nå ud til hele verden og tale direkte til min kunde i stedet for at skulle igennem et detailled, hvor jeg ikke selv er herre over, hvordan mit produkt udstilles og sælges,” fortæller hun i en pressemeddelelse.
Udover en mere direkte og kontrolleret kontakt med sine kunder er et af de underliggende mål med at fokusere på onlinesalg også at fange de forbrugere, der søger tøj, som skiller sig mere ud. Hun satser derfor også på at klare sin markedsføring alene gennem Instagram.
“Mange retailers er blevet ekstremt risikoavers og køber alt for sikkert ind, hvilket gør, at udvalget i mange butikker bliver alt for kedeligt og ensartet,” siger hun videre.
Markvardsen har tidligere grundlagt og drevet brandet Epoque samt Edith & Ella, der nåede at have i alt seks monobrandbutikker, ligesom hun også nåede at prøve kræfter med det krævende kinesiske marked, inden hun måtte dreje nøglen om og erklære sig konkurs i 2017.
Det er derfor en helt anden retning og skala, hun nu bevæger sig i, hvor der helt åbenlyst er en lyst til gå imod det stærkt kommercielle og i stedet kræse om materiale og håndværk i styles, der i Line Markvardsens vanlige snit er ultra feminine både i farveholdning, design og detaljegrad.
“Et feminint og let udtryk med afslappet afslappet elegance,” som hun selv beskriver det.