CSR-ekspert om bæredygtighed: Sænk de kortsigtede krav og ambitioner
Bæredygtighed skal bygges op fra bunden – ellers bliver det hurtigt uoverskueligt. Nyt koncept vil gøre det nemmere for modebrands at omstille sig til bæredygtighed.“Vi har det med at komme ud med store politikker og krav til vores omverden. Det får man ikke særligt meget ud af. Man får meget mere ud af at få en lille bid hele tiden. Jeg har gennem min tid set, at hvis man stiller for store, uoverkommelige krav, så får man falske rapporter eller falske certificeringer på tøjet fra fabrikkerne, fordi kravene kommer så hurtigt og massivt.”
Sådan siger Anne Blirup, der har arbejdet med bæredygtighed i mange år. Først i Bestseller og siden i DK Company, hvor hun stod for hele CSR-afdelingen. Hun fortsætter:
“Hvis man vil gøre en reel forskel, skal man sætte de kortsigtede ambitioner og krav ned og i stedet bygge langsomt op. Det er den filosofi, jeg arbejder med.”
Og ud fra den tankegang har hun skabt plug-and-play læringsprogrammet Sustainawear rettet mod små og mellemstore virksomheder. Et program, der skal gøre det lettere at navigere i bæredygtighed og komme uoverskueligheden til livs gennem såkaldte e-learning-programmer, inddelt i tre niveauer, der hver har 12 trin.
Systematisering og realistisk sans
Netop fordi det kan være svært og uoverskueligt at arbejde med bæredygtighed, bygger Anne Blirup sin rådgivning op omkring forskellige segmenter. Små segmenter, der gør, at du gennem videoguides for eksempel kan lære om, hvilke krav, der er til bæredygtige certificeringer, og hvordan man navigerer i den jungle, det ofte er. Det vigtige er hele tiden at gøre din bæredygtighed spiselig, både for dig selv og dine medarbejdere, men også for dine leverandører, forklarer hun.
“Mange starter med for eksempel at producere en T-shirt i økologisk bomuld. Det er fint og kan motivere til endnu flere økologiske produkter. Men hvis man starter dér, starter man i midten af korthuset. Hvis man begynder at putte ovenpå derfra uden at have basis på plads, så kollapser dit korthus,” siger hun og opfordrer i stedet til en anderledes tilgang. Én, der er mere systematisk, og som for nogle kan virke en anelse kedelig. Men dét er vejen frem, siger hun:
“Du er nødt til at gå strategisk til værks, når det handler om bæredygtighed. Den nederste del af korthuset er det kedelige, som for eksempel compliance, altså de arbejdsbetingelser, man som firma arbejder for at sikre for sine medarbejdere, som løn ved ferie og sikring imod børnearbejde. Du har brug for værktøjer til, hvad der skal være kontraktligt styr på i forhold fabrikkerne og deres arbejdsmiljøer, og hvordan man kommunikerer sine krav til leverandørerne, inden du går videre til alt det sjove, der ligger i det øverste lag, og som oftest er dér, hvor folk går i gang. Man kan hurtigt bruge en masse penge på fine ord og intentioner, men hvis man ikke er gået systematisk til værks i de små detaljer, mister man fokus og får svært ved at komme i mål med den gode ambition, som bæredygtighed jo er.”
Anne Blirups tre råd til dig, der gerne vil i gang med en bæredygtig omstilling:
- Glem det store billede og start med at tage en lille del ad gangen. For eksempel de arbejdsvilkår, dine medarbejdere, producenter og supply chains arbejder under.
- Vælg dine fokusområder med hjertet, så har du ro i maven, når du skal kommunikere dem. Hvis du har bygget dine indsatser op fra bunden, så ved du også, at din indsats kan måle sig med din ambition, og du vil derfor ikke kunne blive anklaget for greenwashing.
- Opsøg netværk af ligesindede og samarbejd med dine konkurrenter. Videndeling er den mest bæredygtige vej frem til bæredygtighed.