Danish Design Award nominerer tre bæredygtige tekstilkoncepter
Prisuddelingen, der er til for at sætte fokus på den forskel, design kan gøre for vores liv og samfund, har i år hele tre projekter fra de danske designskoler i finalen.Når den danske designbranche på mandag hylder innovative danske løsninger, er hele tre tekstilbaserede koncepter med i kapløbet om de 13 ærefulde priser, som Dansk Design Center og Design denmark, står bag.
På listen over finalister, der også tæller blandt andet festivalen Heartland, naturtyggegummiet True Gum og Mercedes Benz-kampagnen City Escapes, er også to projekter fra Designskolen Kolding og et fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler For Arkitektur, Design og Konservering.
Bæredygtighed er ikke til diskussion
Et af de nominerede projekter fra Designskolen Kolding er udviklet af en gruppe studerende, som har samarbejdet med Ecco Sko A/S om en sneakerkollektion, Ecco Sealo, lavet i 100 procent genanvendelige materialer. En kollektion lavet af tang, siv og makulerede læderrester, der skal gøre det op med de 300 millioner par sko, der hvert år ender i skraldespanden.
“Bæredygtigheden er ikke til diskussion i vores generation,” lyder fra Silke Foged, som er en af de fem nu færdiguddannede bachelors bag designet, i en pressemeddelelse.
“Verden har haft en kæmpe forbrugsfest de sidste mange år uden at være bevidst om effekten. Det skal vi rydde op i nu, for det er os og vores børn, der kommer til at betale prisen, hvis vi ikke ændrer vores adfærd drastisk. Men jeg kan jo rent faktisk rykke på tingene, fordi jeg har fået bevidsthed, viden og kompetencer til at forandre ind med modermælken fra Designskolen.”
Kollektionen, der er kønsneutral, er baseret på den patenterede Ecco-sål og er inspireret af både den klassiske basketstøvle og de flettede sæder på danske design-hits. Herunder Børge Mogensens J39, der er også kaldes Folkestolen, samt Hans J. Wegners Y stol.
“Ecco har altid været optaget af at producere kvalitetssko med en længere livscyklus end den almindelige brug-og-smid-væk-mode, også længe før bæredygtighed for alvor kom på verdens agenda. Men vigtigheden af bæredygtighed vokser konstant – både hos vores designere, i produktionen og ikke mindst hos kunderne,” fortæller Liam Maher, global Creative Director i Ecco Sko A/S, i pressemeddelelsen.
Ny materialeforståelse
Fra Designskolen Kolding kommer også den tekstildesignstuderende Maria Vittrup, der er nomineret for kunstprojektet ’Temporary Archive of Object Ecosystems’. Et projekt, der dels er et studie i materialer og dels er ment som et samtalefremmende forum, da man som tilskuer til værket selv inviteres til at sætte hendes små objekter i blandt andet bioplast sammen på nye måder.
Endelig er også Tanja Kirst, der fornylig har afsluttet sin uddannelse fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole, også i finalen med sit afslutningsprojekt ’Re: Thinking Hemp’. Projektet har som mål at producere rå tekstiler fra hamp dyrket i Danmark og via indfarvning og vævning gøre det appellerende for en bredere målgruppe.
Danish Design Award uddeles mandag den 13. maj i Industriens Hus i København.