Endnu et modebrand får Løverne til at bide på
Søskendeparret bag det poetiske og bæredygtige børnetøjsmærke, Pierrot la Lune, fik aktiveret investorerne i gårsdagens udgave af DRs Løvens Hule.Det er ikke længe siden, vi skrev, at slipsebrandet An Ivy, med influenceren Alexander Gram i spidsen, havde deltaget i DR-programmet Løvens Hule og heraf fået Just Eat-ejer Jesper Buch som investor. Nu er endnu et modebrand – det miljøvenlige børnetøjsbrand Pierrot la Lune stiftet af søskendeparret Emilie Ventujol og Rasmus Mogensen – sluppet gennem løvernes skarpe kløer og fået hele tre nye investorer. Det skriver Berlingske Business i dag.
“Vi er kompromisløse på vegne af vores fælles miljø. Vi vil tage del i at nedbringe CO2-udledningen i en af verdens mest forurenende industrier i verden.”
Sådan siger søskendeparret på sin egen hjemmeside om missionen med deres fælles designbarn, der blev stiftet i 2014 og som udelukkende arbejder i GOTS-certificerede materialer.
Og den mission var der rift om i Løvens Hule. De tre løver Christian Stadil, Jesper Buch og Peter Warnøe investerede i alt 750.000 danske kroner for 30 procent af Pierrot la Lune, med Christian Stadil som såkaldt leadinvestor gennem Stadil-familiens selskab Thornico.
Alle tre faldt de for den mangeårige designer Emilie Ventujol og hendes bror Rasmus Mogensens fusion mellem det skandinaviske designunivers og en international inspiration hentet fra Emilie Ventujols otte år i Indien og broderens mange år som international modefotograf for blandt andre Vogue. Og så den demokratiske tilgang til designfaget, som de som børnebørn af en af de mest kendte danske designere, møbelsnedkeren Børne Mogensen, er vokset op med.
“De er begge to så ekstremt dygtige på hver deres felt i forhold til det kreative. Det viser tydeligt, at der er en eller anden kreativ åre, som de er blevet opflasket med,” siger Christian Stadil til Berlingske og understreger her, at det er netop er blandingen mellem familiehistorikken og den internationale tilgang til designfaget, der skal manifestere brandets position på markedet.
“Jeg kunne godt se, at det var en god historie i forhold til at differentiere sig i markedet i et ekstremt kompetitivt marked, som børnetøj er,” siger han.
Mere fokus på det kommercielle
Hvor det kreative anker længe har været på plads for virksomhedens poetiske og tidløse børnetøj, stod det efterhånden klart for søskendeparret, at dette kun ville få dem et stykke ad vejen. Derfor meldte de sig til Løvens Hule for at se, om ikke andre kunne se ideen med deres bæredygtige børnetøj. Og om de i så fald kunne hjælpe dem videre i deres udvikling.
“Jeg sad med en følelse af, at det ikke kunne lade sig gøre at få den her forretning helt op at køre uden at få nogle andre mennesker med,” fortæller Emilie Ventujol til Berlingske om virksomheden, der sidste år omsatte for 1,1 millioner kroner. Et tal, der ifølge Christian Stadil, skal tidobles i løbet af de næste tre år. For at indfri dette, har han hyret sin tidligere salschef i Hummel som konsulent de kommende tre måneder, for at strømline salg og det kommercielle aspekt af den kreative forretning, som søskendeparret har etableret.
En af de ting, som investorerne har rykket på, er retailfronten, hvor især Danmark er prioriteret, og som betyder, at de nu bliver forhandlet på luksusbaby.dk, miinto.dk, i Salling og Tinderbox foruden brandets egen butik i Illum i København, skriver Berlingske. En klar opgradering fra tidligere.
“Forretningen har helt klart båret præg af, at vi er en meget kreativ familie og har haft succes på den bane ved at blive vist i Vogue og i alverdens store blogs,” siger Emilie Ventujol til Berlingske og slutter:
“Investorerne har allerede fået åbnet en del døre for os. Vi er blevet langt mere strukturerede og har fået styr på vores engrossalg.”