Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE, SHOWANMELDELSE

Med den stærke kvinde som drivkraft

Den moderne nomadekvinde var i centrum for det svenske brand Rodebjer, som endnu engang viste sin store forståelse for kvindekroppens former.
Den moderne nomadekvinde var i centrum for det svenske brand Rodebjer, som endnu engang viste sin store forståelse for kvindekroppens former.

Rodebjer, Charmed, Den Frie Center of Contemporary Art, den 31. januar, klokken 18.00.

En kvinde arbejder. En kvinde rejser. En kvinde er fri. Rodebjers FW19-kollektion involverede alt det og mere til. Et kønsstereotypisk opgør, fordi kvinden ikke blot er smuk, men også stærk, modig og levende. Rodebjer er efterhånden en gammel kending i den nordiske modeverden, og forventningerne var høje efter den vellykkede præsentation ved SS19-sæsonen, hvor de ikoniske overknee kanvasstøvler blev et musthave.

Forventningerne blev da også indfriet. Med en velcastet modelskare, som inkluderede både Frida Gustavsson, Alba August og hendes mor Pernilla August, var tonen for en stærk præsentation sat, hvor hverken alder eller branche havde betydning for kollektionens anvendelighed. Carin Rodebjers insisteren på at være anderledes blev ført til livs i lokalerne på Den Frie, hvor modellerne lå henslængt i stole, mens de poserede for de forbipasserende. Carin Rodebjer havde nøje gennemtænkt hvert enkelt outfit til den pågældende kvindeskikkelse, for netop stærke og ambitiøse kvinder har altid været en drivkraft i Rodebjers design.

Kvindernes individuelle styrker var skildret i kollektionens print, hvor tranen, torbisteren og slangen blev forenet og tilsammen udgjorde kvindens spirituelle kraft. Kollektionens historie var gennemført, men fungerede også fint, hvis man ikke kendte til den, hvilket understregede anvendeligheden.

Farveskalaen var holdt i afdæmpede varme nuancer, der fik tankerne til at flyve hen til det marokkanske ørkensand og blå himmel. Og netop Marokko og ikke mindst Casablanca har del i inspirationen, som er fundet i storbyer og samlingspunkter, hvor kulturer smelter sammen og skaber noget nyt på tværs af religion og oprindelse.

Silhuetterne var lette, men Carin Rodebjer viste også sin store forståelse for kvindekroppen, da hun i sine designs havde inkorporeret fine skrædderdetaljer, som passer de kvindelige former; et jakkesæt med et diskret snit i taljen, en jakke med åbne ærmer og kjoler med pailletdetaljer og slids.

Den grønne agenda havde også ramt Rodebjer, som gradvist har forsøgt at bruge mere bæredygtige materialer uden at gå på kompromis med brandets identitet, og det lykkedes med alternative løsninger som vegansk læder til skoene og bukser i 100 procent bomuld imprægneret i voks, så de får plastik-looket uden at være det.

AW19-kollektionen fremstod parat til at blive solgt i butikkerne, hvilket både gjorde den relaterbar og jordnær. Materialevalget kombinerede uld, silke og luftige organzaoverdele, som fungerede som en passende afviger fra den ellers minimalistiske stil.

Der er ingen tvivl om, at kvaliteten er i top, når Carin Rodebjer vælger sit materiale, og som hun selv erkender: “Jeg ved ikke, hvordan man kan elske stof og materiale så meget som mig.” De høje ambitioner var nemme at få øje på, og ’Charmed’-kollektionen dokumenterede, at Carin Rodebjer stadig har fingeren på pulsen.

Se hele kollektionen her.