Mark Tans masterclass
Mødet med arkitekter og håndværkere blev inspiration til Mark Tans androgyne look og dæmpede farvepalet i endnu en sublim kollektion fuld af underspillede detaljer.Mark Kenly Domino Tan, Thorvaldsens Museum, onsdag den 30. januar, klokken 13.00.
Som en hyldest til kunst, arkitektur og håndværk havde Mark Tan valgt at iscenesætte sin kollektion under den koboltblå guldstjernehimmel på Thorvaldsens Museum med de klassiske letpåklædte marmorstatuer som tavse observanter, mens den herboende amerikanske soulsanger Jeuru fik ørenlyd med en sprød live-optræden for enden af catwalken.
Den opulente kulisse tog nu ikke fokus fra tøjet, som Mark Tan designede sideløbende med, at han indrettede sin nye butik i Nyhavn sidste år. Det var netop samarbejdet med arkitekter og faglærte håndværkere, som inspirerede til hans dæmpede naturlige farvepalet såvel som de endnu mere stringente linjer i kollektionen. Det skræddersyede look har altid været hans adelsmærke, og det kom endnu stærkere til udtryk, fordi der ikke var stærke farver og mønstre til at distrahere.
Der var noget næsten asketisk over tøjet, som, med undtagelse af hans signaturjakke med flotte taljeindsnit og løftet skød over en opslidset lang denimnederdel, havde bløde, flydende linjer. Hans særlige force er valget af eksklusive materialer, som til enhver kan bære den arkitektoniske enkelhed med underspillede detaljer: uld, silke, sprød bomuld, læder og pels.
Lige som de første modeller kom gående, var der tvivl om det var mænd eller kvinder, og det var helt med vilje fra Mark Tans side, fordi han gerne ville bryde med den kønsopdelte norm i moden. Det androgyne look slog særligt stærkt igennem i jakkesæt og frakker, og denne journalist er sådan set også ligeglad med, hvem de vinterhvide suits er lavet til. De er et must-have! Ikke mindst med de knælange kjortler under.
Der var også smukke kjoler i tidløst design i både tunge og bløde stoffer, med en enkel V-udskæring eller kinakrave og fokus på ærmer og finish ved håndled samt en enkelt mønstret (et showpiece måske?) syet af de samme silketørklæder, som var draperet på vores taburetter til at tage med hjem. De var en markering af brandets nye logo, designet af Femmes Regionales, som er så grafisk, at det netop vil være synd ikke at bruge det som mønster.
Mark Tan bliver ved med at sætte sit aftryk på dansk mode. Denne kollektion var som en masterclass i hvordan det skal gøres.