Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE, SHOWANMELDELSE

Socialrealismens Ønskeø

De oprørske unge fik lov til at skeje ud til dette års modeuge, da Hærværk præsenterede sin sjette kollektion på spillestedet Stengade.
De oprørske unge fik lov til at skeje ud til dette års modeuge, da Hærværk præsenterede sin sjette kollektion på spillestedet Stengade.

Hærværk, Volume 6, Stengade 18, tirsdag den 29. januar, klokken 16.00.

Hærværk, det oprørske ungdomsmærke, repræsenterer det mørke og industrielle område i København. Den sjette episode i Hærværks historie blev endnu engang dedikeret til den rebelske ungdomskultur, da showet fandt sted i de passende, dystre lokaler på Stengade 18. Med inspiration fra Manhattans teenagere fra 90’erne, hvis hjerner var besat af sex, stoffer og et hårdt gademiljø, marcherede modellerne ned af podiet. Kampklar og fokuserede.

Oversize bomberjakker i afskallet lædermateriale, kombineret med farvestrålende polo T-shirts, batikfarvede leggings og postkasserøde sweatshirts opsummerede alt, hvad Hærværk står for på én og samme tid.

Farverne var holdt i skriggrønne, røde, blå og gule nuancer, hvilket fik tankerne til at glide hen på barndommens LEGO-klodser, og illustrerede på fin vis de unges leg mellem det alvorlige og fantasifulde.

Foto: Copenhagen Fashion Week.

Der er ingen tvivl om, at den unge designer Niels Grundtoft er talentfuld, og han ved, hvad den københavnske undergrundskultur vil have, men Volume 6-kollektionen blev en smule for karikeret, til trods for den ellers gennemførte stil.

Så man ned i detaljerne, fandt man dog smukt håndværk; velsiddende herrebukser med flot skræddersyet linning, gigantiske påsyede lommer med påsyet Hærværk logo og flotte læderbæltetasker, var blandt nogle af de fine finesser.

Showets højdepunkt var finalen, hvor modellerne brutalt stødte ind i hinanden og understregede, at Hærværk ikke er for hvem som helst. Og netop den pointe er vigtig at tage med, for enten er man til det, ellers er man ikke.

Volume 6-kollektionen repræsenterer en voldsom og socialrealistisk fortolkning af Peter Pans Ønskeøen, hvor unge får lov til at eksperimentere med virkelighedens brutalitet.

Det rebelske tøj kommunikerede en idé om en fiktiv destruktiv bande, der henvendte sig direkte til undergrundskulturens unge, der var mødt op til showet. En social konstruktion, der har ført Hærværk til et unikt sted på den danske modescene.

Foto: Copenhagen Fashion Week.

Se hele kollektionen her.