Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE, SHOWANMELDELSE

Er der en voksen til stede? – så er der også tøj til dig

Mykke Hofmann revolutionerer ikke moden, selv om de går i krig med den næste sæson iført klædelige battledress-jakker.
Mykke Hofmann revolutionerer ikke moden, selv om de går i krig med den næste sæson iført klædelige battledress-jakker.

Mykke Hofmann, Louise Roe Gallery, tirsdag den 29. januar, klokken 13.00.

Mykke Hofmann er ikke dansk. Men det kan man nu ikke se, for det ærlige, ydmyge design lægger sig så meget op ad skandi-stilen, at det ligner til forveksling. Det var også grunden til, at makkerparret bag brandet tog fra Berlin for at bruge Copenhagen Fashion Week som deres platform allerede sidste år, og nu prøver de at gentage succesen.

Selv siger Sedina Halilovic and Jelena Hofmann, at København og det skandinaviske marked passer meget bedre til deres design-DNA end modemesser syd for grænsen, og man må give dem ret efter dagens fine, enkle show i Louise Roe Gallery, hvis stringente indretning står så godt til deres klædelige efterårs- og vinterkollektion.

Foto: Copenhagen Fashion Week.

Mykke Hofmann revolutionerer ikke moden, men laver tøj, som kan gå lige fra catwalken og ud på gaden eller ind på kontoret. Det er mode til den voksne, moderne kvinde, som ubesværet vil være med på tidens trend og se tjekket ud samtidig. Derfor var der masser af jakkesæt i dæmpede slipsemønstrede stoffer, men også de mere feminine styles med kropsnære kjoler og bluser til afslappede stunder.

Duo’en skærer ind til benet i deres design, men giver det minimalistiske formsprog et twist med asymmetriske linjer. Både ved at klippe underdelen på de bløde silke bohemekjoler op i flere stykker og sy dem sammen igen med spidser i stedet for at følge i modens gængse spor med rynker og viktorianske flæser forneden, eller lave lige, men forskudte sømme på en såre enkel frakke.

Foto: Copenhagen Fashion Week.

Stjernen i kollektionen er dog battledress-jakken. Det er oprindelig en herremodel fra 2.verdenskrig, der til forveksling kan lige formen på en denimjakke, men Mykke Hofmann har fortolket klassikeren med en mere firkantet volumen, der får den til at ligne de smarteste jakker fra 1960’erne, både dem fra Courreges i Paris og Mary Quant i London. De laver dem i mange forskellige stoffer, så der både er den teglstensrøde lærred til fritid, den brunrosa uld til job og den iriserende i sølv til fest, alle sammen med overdimensionerede knapper, som lige giver lidt af den kant, brandet har godt af.

Kim Grenaa, der stod bag stylingen, gav tøjet en lille smule modspil med cool, hvide støvler og en blød, feminin sløjfe i håret, hvilket var godt set. Det klædte kollektionen, at den kunne tale for sig selv på showet, og at der ikke skulle kompenseres for det enkle grundlag med overstyling.

Foto: Copenhagen Fashion Week.

Se hele kollektionen her.