Drømme og hverdag med Soeren Le Schmidt
Soeren Le Schmidt er blevet en favorit på den røde løber og vil nu udvide forretningen – en farlig balance, der ikke altid rammer plet.Soeren Le Schmidt, Nordeas hovedkvarter, tirsdag den 29. januar klokken 18.00.
Soeren Le Schmidt har i løbet af 2018 slået sit navn godt og grundigt fast i den danske kjolebranche. Den uddannede skrædder har skabt kjoler til den røde løber til nogle af landets mest velklædte kvinder; hans røde kreation med dyb udskæring båret af HKH Kronprisesse Mary til nytårstaflet i januar 2018 blev for kort tid siden kåret som årets royale kjole af Billed-Bladet – en afstemning, styret af bladets læsere.
Tirsdag tidligt på aftenen var det så tid til designerens første show under den københavnske modeuge (han præsenterede også et show i maj 2018); med en kollektion bestående af herre- og dametøj og med både hans hovedlinje samt SLS, hans mere sportswear-orienterede underkollektion og den taskekollektion, han har designet for Belsac. Der er fart over feltet, og da undertegnede fangede designeren backstage inden showet, forklarede han, at det blandt andet handler om at vise en anden side af sig selv.
“De store kjoler vil altid være der, men de laves på bestilling og efter personlige mål og rådgivning. Så her ville jeg gerne tilbage til skrædderarbejdet og vise suiting og styles, der i højere grad kan droppe både på min webshop og i butikkerne løbende,” forklarede han.
Altså handler det om at skabe grundlaget for en mere fasttømret og økonomisk bæredygtig forretning, der forhåbentlig kan skabe et stærkere økonomisk fundament.
På første række sad kendisserne i kø, fra Vild Med Dans-værtinderne til Paprika Steen, Sofie Gråbøl og – yes – Birthe Kjær. Det siger noget om, hvor godt fat han har i det segment, og prøvelsen for Le Schmidt bliver derfor at skabe balance mellem couture og basen. Det lykkedes flere gange i løbet af aftenen, men glippede også i drypvise tilfælde.
For til selve kollektionen: Ifølge designeren selv er han inspireret af agender, altså det kønsløse/neutrale/androgyne og legen med de flydende grænser. Tilsat 70’er-rockabilly-stil med brede reverser og fokus på skuldrene samt de skrædderteknikker, han er god til.
En monokrom farvepalet med sort, hvid, beige, flaskegrøn og lyse accenter af sennepsgul skabte farvepaletten i en stor kollektion med mange indgange til begge køn. Allerbedst er han, når han laver jakkesæt (især dem til kvinder med en sløjfe bundet i ryggen) og blander sport og couture i kjoler og sæt med mesh-materialer og elastiske bånd med SLS-monogram. Det var den helt rigtige balance mellem skrædderiet og sportswear og kunne godt være en mere tilgængelig version af de figursyede drømme. En blandet cape/kjole i sort med gule striber kan gå både til Frederiksbergdamen og modebloggeren og rammer også rent, ligesom styles med store skuldre i mørkegrøn army-inspireret brokade var smukke.
Men – for der er et men. Til gengæld missede han helt skævt med bukser med dobbelt hoftestykke og linning i kontrastmaterialer – de klædte ikke modellerne og vil heller ikke klæde nogen andre. De viste – ligesom et par andre designs – at det altid er en farlig balance at ville være androgyn sort/hvid-designer og både mestre kjolerne og hverdagen.
Navne som David Andersen, Maikel Tawadros, Jean Phillip, Dennis Lyngsø og Annhagen har alle haft svært ved at lave rentable forretninger og balancere designet. Hvad der adskiller Le Schmidt fra forgængerne, er hans perfektionisme i skrædderkunsten, der når et meget, meget højt niveau. Det skal han holde fast i og fortsætte med at skabe drømme – også dem, der kan være lidt til hverdag. Men stangtøjet bliver nok ikke et hit. Og han behøver det heller ikke for at skabe det navn, han godt kunne gå hen og fortjene at få.
