Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Ny rapport om herremodeuger: “Det er et wake up call”

De internationale herremodeuger er skudt i gang. Men en ny rapport fra Launchmetrics peger på, at New York og London lakker bagud, når det kommer til medieomtale og dermed investeringsafkast for de enkelte brands.
De internationale herremodeuger er skudt i gang. Men en ny rapport fra Launchmetrics peger på, at New York og London lakker bagud, når det kommer til medieomtale og dermed investeringsafkast for de enkelte brands.

“Det skiftende detaillandskab og digitaliseringen af branchen skaber store forandringer, der påvirker fremtiden for herremodeugerne.”

Sådan lyder det, ifølge WWD, fra Launchmetrics’ Chief Marketing Officer, Alison Levy Bringé, der netop har været med til at udgive en ny rapport ved navn ’The State of Menswear 2019: A Data Analysis of Men’s Fashion Weeks’. En rapport, der blev udgivet sideløbende med, at de internationale herremodeuger blev skudt i gang.

Heri har den internationale dataplatform undersøgt herremodeugernes effekt via det såkaldte ’Media Impact Value’ (MIV) – en algoritme, som kan sætte tal på, hvor meget omtale et show har på tværs af medieplatforme, og derved hvor stort investeringsafkastet er for det enkelte brand. Resultatet af rapporten, der er udarbejdet ud fra en analyse af mere end 150 forskellige herrebrands og de 30 mest populære kvindebrands under SS19-sæsonen i London, New York, Paris og Italien, viser, at flere af herremodeugernes medieindflydelse er faldet drastisk.

En udvikling, der ifølge Launchmetrics, blandt andet skyldes, at flere store modehuse, der laver både dame- og herretøj, i højere grad prioriterer at holde kombinerede shows under kvindemodeugerne.

Især London og New York mister omtale

Det er dog ikke alle herremodeuger, der oplever denne faldende medie ’buzz’. Ifølge Launchmetrics’, er det især modeugerne i New York og London, der lakker bagud, hvorimod Firenze, Milano og Paris holder kadencen. Hvor New York og London genererede henholdsvis 2,1 millioner euro og 5,8 millioner euro i MIV under SS19-sæsonen, var tallene i Firenze og Milano tilsammen 49,4 millioner euro og i Paris hele 57,8 millioner euro. Det skyldes formodentlig, at det er her de helt store og ikoniske modehuse som Louis Vuitton, Dior, Versace, Prada og Valentino holder show – modehuse, der, ifølge rapporten, også toppede listen over de herreshows, der skabte mest omtale i SS19-sæsonen. Ikke overraskende var det Virgil Ablohs debut for Louis Vuitton, der løb med førstepladsen med 18,2 millioner euro, efterfulgt af en anden debut, Kim Jones for Dior, som genererede 9,7 millioner euro.

Og det har fået Launchmetrics til at stille spørgsmålstegn ved, hvilken fremtid, de internationale herremodeuger i London og New York går i møde:

“Denne rapport skal ses som et ’wake up call’, når det kommer til de udfordringer, som hvert marked og hver region står overfor. Ved at bidrage med datadrevne analyser om tilstanden for herremode i dag, håber vi på at kunne give brands en strategisk køreplan for, hvordan de skal agere fremadrettet og tilpasse sig det nye digitale landskab,” lyder det videre fra Alison Levy Bringé, ifølge Fashion Network. 

I mellemtiden er herremodeugerne i fuld gang med London som første destination på listen, inden turen gik videre til Firenze i denne uge. Og her har flere succesfulde danske herrebrands som Wood Wood og Astrid Andersen gjort deres for, at tiltrække opmærksomhed til London Fashion Week Men’s, ligesom at navne som Soulland, Forét og Henrik Vibskov i denne uge har været med til at give Pitti Uomo i Firenze et strejf af dansk design i samarbejde med Revolver.

Du kan læse hele Launchmetrics’ rapport her.