Uddrag fra Dansk Modeleksikon: De store drømmes destination

Da jeg for et par år tilbage skulle flytte ud af den lejlighed, der havde dannet rammen om min tilværelse i tyverne og en del af trediverne, blev der ryddet ud i alt, der havde fyldt mit liv i de år. Tøj, ting, gamle fotos og flyers fra fester blev sorteret, gemt væk og smidt ud, mens jeg nølende skelede til de stabler og kasser af magasiner, der fyldte det meste af rummet. Dem, jeg har været med til at starte op, dem, jeg har skrevet i, og alle de danske og internationale magasiner, som jeg troligt har købt, læst og opbevaret som skatte. Det var en tid, hvor jeg selv voksede som skribent, mens den danske magasinbranche oplevede at blomstre, boome og briste for i dag at stå på et nyt terræn, der er lige så digitalt, som det er trykt. “Tag et billede af det,” sagde min mand, når jeg nostalgisk bladrede de gamle magasiner igennem, “Smid det ud, find det online,” sagde han, når jeg påpegede en histories vigtighed, og hvordan de fysiske ting forbinder os til vores historie og på den måde til verden. De magasiner var min vej ind i et univers af mode, drømme, ord – og min karriere. Følelsen af det glatte papir var et kærtegn, og tyngden af magasinernes vægt i tasken gav fornemmelsen af både forventning og fodfæste, og ugerne mellem udgivelserne var lange, når man higede efter noget nyt. Og nu lå de gamle blade der i kronologisk orden og skulle bevise deres relevans for ikke at ryge ud – ligesom magasinerne gør det generelt, verden over.

Da jeg skrev mine første artikler for kulturavisen Nat & Dag, sendte jeg dem på disketter med posten, inden jeg fik eget skrivebord og computer på redaktionen. Det var i slutningen af 1990’erne, hvor vi varmede op til det, der efter danske standarder var et boom af magasiner, der fortsatte ind i 2000’erne med blandt andet Viva, Eurowoman, Romeo & Julie, Costume, Dansk, Cover, Vs. Magazine og Elle. En tid, hvor magasinerne for alvor var god forretning, både for forlagene og for dem, der arbejdede på dem, så der var plads til både rock’n’roll og ekstravagance og forlag, der fejrede deres gode resultater ved at sende alle medarbejdere til Cuba. Magasinerne her blev grundlagt, mens det stadig var igennem dem, at man blev opdateret på mode og nye trends, hvor man gik og ventede på måneders skiften og nye magasiner, og man kendte sine kioskmænd. Dengang var magasinerne alene om magten i forhold til at influere sine læsere i nye retninger. I dag er magasinbegrebet udvidet til at være mere end blot et blad, og både magasiner og redaktionerne bag skal bevæge sig på tværs af tidszoner og møde læserne på sociale medier og til events i virkeligheden for at bevare sin gennemslagskraft og konstante tilstedeværelse.

Mens jeg omhyggeligt gik og sorterede i mit personlige magasindepot og læste mig igennem artikler fra dengang, Eurowoman skrev selvironiske klummer, Romeo & Julie skrev om ’city rockers’ og undergrundstrends, Costume voksede sideløbende med den danske modebranche, Cover både var til mænd og kvinder og findyrkede de elitære subkulturer og Dansk, som de gør den dag i dag, konstant sprængte rammerne for, hvad vi forventede af modefotografi i et dansk magasin, ja, så tænkte jeg over det fysiske magasins eksistensberettigelse i dag.

Det er virkelig en helt anden virkelighed, som modemagasinerne bliver konfronteret med i dag end for bare ti år tilbage. Selvom vi havde fået vores første iPhone i hånden, var vi i sindet langt fra forestillingen om at sidde og bladre i et digitalt magasin på en skærm. Da jeg nogle år forinden, i midten af 2000’erne, havde været med til at lægge fundamentet til det fysisk store og tunge Vs. Magazine, følte vi allerede der, at der var brug for en modvægt til digitaliseringen. Men i dag, hvor det digitale er så integreret i vores hverdag, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det, er det et vilkår og mulighedsfelt, som vi – også på magasinredaktionerne – udnytter og opererer i.

Men det er ikke alene den digitale tilværelse, der har ændret modemagasinernes eksistensbetingelser. Også i modemagasinets omdrejningspunkt, moden, er der forandring i gang. Det ligger i det begyndende opbrud i de halvårlige kollektioner og modeuger, som relationen mellem modebranche, butikker og modemagasiner hviler på. Det er hos de modefirmaer, der sender tøj direkte fra catwalken ud i butikkerne med samme hastighed, som modebloggerne skriver om shows. Det er hos de firmaer, der sender flere og flere kollektioner på gaden og hos dem, der stopper op og vil producere mindre og mere nænsomt. De ansatte på redaktionerne kan, men magasinerne kan ikke i sig selv nå den hastighed som Instagram, Snaps og blogs har tilført medieverdenen. Derfor siger det næsten sig selv, at det, som magasinerne tilbyder, skal være noget andet, noget, der er et modspil til hurtigheden, og noget, der gøres bedre på print.

Og hvad er det så, magasinet i sin mere statiske form kan fange vores sinds nomadiske tilstedeværelse med? Der, hvor vi søger identifikation, fællesskab og hurtig inspiration, er ikke længere primært her, og det skal det måske heller ikke være. For kigger vi tilbage i historien, før magasinerne forsøgte at efterligne nettets ofte kortere og mere catchy journalistik og snapshots, så lå det og ligger stadig i modemagasinets natur at folde sig ud: i et kurateret univers, hvor modeserier og artikler åbner sig, hvor der er rytme mellem det korte og lange og flow i den visuelle opbygning. For bare fordi alt er tilgængeligt, betyder det ikke, at alle kan navigere i det. Jeg tror på, at vi indimellem har brug for at blive taget i hånden af eksperter, få noget tilbudt, vi ikke selv har klikket os frem til. At vi har brug for at kunne nyde billeder og tekst med den ro og fysiske forbindelse, som man læser analogt i. Et godt magasin nærer din æstetiske sans. Det er dygtigt skrevet og redigeret, det er stylet, fotograferet og layoutet af nogle af de bedste indenfor deres felt. Og det er det, der for mig, giver magasinerne deres eksistensberettigelse.

Modemagasinerne har siden deres begyndelse i slutningen af det 19. århundrede haft en effekt, nåde har ytret sig og det er, fordi modeformidling ikke alene er en kort update på, hvad tøj man har på, eller hvad der lige er landet i butikkerne. Modejournalistik kommer ud af en tradition med meningsdannelse og holdninger til samfundsdebatten, skrevet ud fra et felt, der når det er bedst, forholder sig politisk, sociologisk og kunstnerisk til verden. Ligesom at modefotografi, når det får lov, kan være kunst, der leger med vores perception, pirrer vores nysgerrighed, leger med vores idealer, nærer vores æstetik og trækker tråde gennem historien og skaber nye ved hjælp af billeder.

Mode er en udtryksform, der fortæller om personlighed og tilhørsforhold og en måde at anskue verden og andre mennesker igennem. Så hvorfor skulle et magasin om mode ikke være ligeså alsidigt og seriøst? Ser man på, hvordan modestof behandles i et internationalt perspektiv, så er det netop med den tyngde og alvor, som moden under sit forførende ydre bærer. Modemagasiner er det nemmeste i verden at skælde ud for deres overfladiskhed, for deres mangel på diversitet. Og det er vigtigt, at vi på magasinerne hele tiden tjekker ind på vores stof og vores læsere, og bruger vores stemme til at skrive intelligent om mode- og kvindeliv, og vores sider til at vise et skønhedsideal, der er i udvikling. Men at kræve, at modesiderne skal afspejle hver og en, at modellerne skal ligne os alle, og moden deri skal klæde alle – det dur ikke. Så forfladiger man hele magasinets raison d’etre. Der er masser af ugeblade og shoppekataloger, der repræsenterer vores udseende og standardøkonomi mere en-til-en end de fleste modemagasiner.

Modemagasinet er jo om noget et sted, hvor man kan lege og lade sig inspirere, hvor virkeligheden ikke altid skal klæbe sig op af os, et pusterum, hvor tankerne kan løbe på langfart. Så derfor håber jeg, at kvinder, der rakker ned på kvinder, der læser modeblade, vil stoppe – for vi bør være mere rummelige end det, særligt, hvis man opfatter sig selv som feminist. Modemagasinet sælger i sin natur drømme. Vi skaber drømme. Og er det ikke værd at leve for?

Én kasse med magasiner er der tilbage fra loftets depot. Den står under mit skrivebord, hvor jeg sidder og skriver nu. Jeg ser på en udgave af Vogue Italia fra 1993 fra supermodellernes æra, importeret fra en studietur til Rom, og nok det blad, der startede det hele for mig. Min Instagram er for nyligt blevet hacket og de digitale medier, jeg har været med til at forme og lave indhold til, er lagt på nye systemer, så mine ord og hundredevis af interviews er slettet. Så mere evigt er online ikke. Men artiklerne i magasinerne – de er der endnu.

Dansk Modeleksikon er skrevet af Anne Christine Persson og Mads Nørgaard, Gyldendal, 2018. Essayet er skrevet af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube og bragt efter aftale med forlaget.