Erfarne modeprofiler bag nyt onlineunivers til gravide og mødre
Bea Fagerholt og Liv Winther var træt af, at der ikke eksisterede et univers til kvinder, der både går op i graviditet og børn, men også kultur, mode og skønhed. Derfor har de nu stiftet ’To The Moon, Honey’.Bea Fagerholt og Liv Winther har sammenlagt over 20 års erfaring fra modemagasinbranchen, som både skribenter og redaktører på magasiner som Eurowoman, Cover og Costume. Magasiner, hvor de hovedsagligt har specialiseret sig indenfor områderne mode og skønhed.
Men ved siden af karrieren er de også mødre og fødte deres sønner samme dag. Og det er to verdener, som de to erfarne modeprofiler savner at kunne kæde sammen. Derfor har de netop lanceret en fælles baby: et nyt onlineunivers til gravide og mødre med ambitionen at facilitere et sted fyldt med inspiration for kvinder, der både vil have svar på spørgsmål om moderskab og mode.
‘To The Moon, Honey’, som den nye platform er blevet døbt, skal fremover udvikle sig til et ærligt og inspirerende fællesskab for kvinder, der står midt i moderskabet eller er på vej ind i det. Et fællesskab, som de to stiftere mener er vigtigere nu end nogensinde:
“I en tid hvor barselsafsnittene på hospitalerne enten er under stort pres eller lukkes, og mødre sendes hjem blot få timer efter de har født, har behovet for vidensdeling aldrig været større. Det behov vil vi gerne imødekomme. Samtidig er der en stor mangel på et univers med formidling om moderskabet i en moderne, stilbevidst og inspirerende kontekst. Det ved vi noget om. Og derfor har vi nu lavet en platform for kvinder. En platform, der rummer både råd om amning og ansigtsbehandlinger,” lyder det i en pressemeddelelse fra Bea Fagerholt og Liv Winther.
På platformen kan kvinder læse interviews med andre mødre og høre om både op- og nedture i livet som forældre. Målet er både at kombinere livet som mor med interessen for mode og skønhed, men også at sætte tiltrængt spot på nogle af de tabuer, der stadig eksisterer omkring graviditet, fødsel, forældreskab og så videre.
To The Moon, Honey er netop blevet lanceret med interviews med alt fra modedarlingen Pernille Teisbæk, jordemoder Tilde Bøgild og kropsaktivist og forfatter Emilie Melgaard.