Cecilie Bahnsen og Résumé vinder ny modepris
Dansk Mode & Textil uddelte i går den nye vækstpris Next Level Award til to danske modekometer. Vinderne blev Cecilie Bahnsen og Résumé, der begge har slået igennem både nationalt og internationalt.Store dele af modebranchens ledere var i går samlet til dette års udgave af Dansk Mode & Textils tilbagevendende topmøde. Men et helt nyt punkt på dagsorden var uddelingen af den første udgave af den såkaldte ’Next Level Award’ – en pris, der gives til et ungt modebrand eller en designer, som har formået at skabe både national og international interesse – og succes. I alt to priser blev uddelt, og vinderne blev henholdsvis Résumé og Cecilie Bahnsen.
“Résumé er et af de meste ambitiøse brands på den danske modescene. De har et fantastisk drive, ligesom de på flotteste vis kombinerer det kreative og kommercielle med både dansk og international appel. Noget som deres debutshow under Copenhagen Fashion Week i august understregede. Cecilie Bahnsen har et unikt designmæssigt udtryk og har formået at få hul igennem til nogle af de mest anerkendte retailere på verdensplan. Hun formår virkelig at tiltrække stor international interesse til dansk mode. Tilsammen viser Cecilie Bahnsen og Résumé hvor bredt dansk mode favner, og hvor stort et potentiale vækstlaget rummer,” siger As Øland, kreativ chef i Dansk Mode & Textil, i en pressemeddelelse og fortæller, at det egentlig ikke var planen, at der skulle findes to vindere.
“Oprindeligt skulle der kun have været en modtager af prisen, men vi havde to meget talentfulde og vidt forskellige navne på blokken, og derfor valgte vi at uddele to priser.”
Hjælp til at få udløst sit potentiale
Next Level Award handler netop om det potentiale, som vinderne besidder, og som Dansk Mode & Textil gerne vil hjælpe dem med at forløse. Af denne grund har det været vigtigt, at den nye pris kan være med til at bidrage til udviklingen af deres forretning. Simon Hansen, presse- og kommunikationschef i Dansk Mode & Textil, fortæller:
“Vi har set, at der er et stærkt og forskelligartet vækstlag i den danske modebranche. Men vi ved af erfaring, at det kan være vanskeligt for virksomhederne i det lag at tage skridtet op og udvikle forretningen. Med Next Level Award indstifter vi en pris, der hylder dette vækstlag men som samtidig kan være med til at løfte vinderne op på næste niveau. Derfor har vi også sammensat en præmiepakke, der aktivt understøtter vinderne, og vi er meget glade for at se, at så mange brancherelevante sponsorer har ønsket at støtte op,” siger Simon Hansen, der uddelte prisen sammen med As Øland til topmødet i går.
Dagens vindere blev udvalgt af en jury, der består af prominente navne med forskellige relationer til den danske modebranche: Pernille Teisbæk, Creative Director og partner i Social Zoo, Kristian W. Andersen, Fashion and Design Director i CIFF, Jesper Bjerregaard, grundlægger og administrerende direktør i SPY, Morten Gade Steinmetz, partner i Deloitte, Kasper Staalsø, Strategy & Brand Director hos Boozt.com og Dansk Mode & Textils As Øland og Simon Hansen.
Résumé blev grundlagt i 2016 af søstrene Anne Louise Faurholt og Emma Lohmann. Med prisen modtager de en ordre på 200.000 kroner fra Boozt.com, tre års licens til produktstyringssystemet Delogue, et års revision fra Deloitte, en messestand designet og indrettet af Bandage, gratis deltagelse på CIFF i København og Paris samt et års gratis medlemskab af Dansk Mode & Textil.
Cecilie Bahnsen driver sit brand i eget navn, der blev stiftet i 2015. Med hendes pris hører 25.000 kroner fra InWear, 25.000 kroner fra Dansk Mode & Textil, et komplet branchesystem fra SPY, en komplet webshop-løsning fra 8Kilo, gratis deltagelse på CIFF i København og Paris samt et års gratis medlemskab af Dansk Mode & Textil.