Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Chanel åbner regnskabsbøgerne
REGNSKAB

Chanel åbner regnskabsbøgerne for første gang

Det ikoniske, franske modehus har længe holdt kortene tæt til kroppen, når det kommer til økonomi. Men nu har Chanel offentliggjort sidste års milliard-resultat, der viser at brandet overstiger Gucci og gnubber skuldre med modegiganter som Louis Vuitton.
Det ikoniske, franske modehus har længe holdt kortene tæt til kroppen, når det kommer til økonomi. Men nu har Chanel offentliggjort sidste års milliard-resultat, der viser at brandet overstiger Gucci og gnubber skuldre med modegiganter som Louis Vuitton.

Næsten 10 milliarder dollars. Så meget omsatte Chanel for i 2017.

Det ikoniske franske modehus har netop offentliggjort deres årsregnskab for 2017 – en praksis, de ellers aldrig før har kastet sig ud i. Chanel har ikke fremlagt deres økonomiske resultater i de 108 år, brandet har eksisteret, men valgte i går at gøre en undtagelse. Det skriver Business of Fashion.

Hermed slår brandet fast, at salget af logotasker, Chanel No. 5-parfumer og klassiske spadseredragter ikke er dalende. Langt fra. Regnskabet viser nemlig, at Chanel, der blev grundlagt tilbage i 1910 af Coco Chanel, den dag i dag stadig er et af verdens største modehuse i den globale luksusindustri.

Med en omsætning på 9,6 milliarder dollars – lige knap 62 milliarder i danske kroner og en stigning på 11 procent sammenlignet med året før – overstiger Chanel rivaler som Gucci og gnubber skuldre med konkurrerende modegiganter som Louis Vuitton.

Chanel lader regnskabet tale for sig selv

Det kan ikke komme bag på nogen, at Chanel har godt gang i salget i hele verden – også herhjemme, hvor modehuset tilbage i april slog dørene op til deres første danske butik på Kgs. Nytorv i København til stor glæde for alle de frankofile modefans. Men at de nu har valgt at åbne regnskabsbøgerne for første gang, skyldes dog ikke (kun) et ønske om at styrke deres i forvejen gode image.

Chanels nye åbenhed har nemlig også en symbolsk betydning. På en tid, hvor luksuskonglomeraterne konkurrerer om forbrugernes gunst som aldrig før, har rygterne floreret om, at Chanel stod på mål for et opkøb – rygter, der dog hurtigt kan afværges med et regnskab som viser, at brandet har både tyngden og viljen til at takke nej til eventuelle købere.

“Vi indså, at det var på tide at lægge fakta på bordet og fortælle præcis, hvem vi er: en 10 milliarder dollars-stor virksomhed med en meget stærk økonomi samt alle de midler og ammunition, vi skal bruge til at forblive uafhængige. Det på tide at lade styrken i vores regnskab tale for sig selv,” udtaler Philippe Blondiaux, Chanels økonomichef, til Business of Fashion i forbindelse med regnskabet.

Udover sit regnskab, kunne Chanel også annoncere en omlægning i deres organisation samt etableringen af det nye London-baserede hovedkontor, Chanel Limited, som led i strategien om at bringe alle virksomhedens aktiviteter og 20.000 ansatte under ét tag.