Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Karen Simonsen: “Når alt går godt, skal man ikke sove længe”

Karen by Simonsen melder om god vind i sejlene – brandet fordoblede bundlinjen sidste år, har netop taget hul på to nye og højtprioriterede markeder og forventer at åbne flere nye butikker i 2019.
Karen by Simonsen melder om god vind i sejlene – brandet fordoblede bundlinjen sidste år, har netop taget hul på to nye og højtprioriterede markeder og forventer at åbne flere nye butikker i 2019.

“Når alt går godt, skal man ikke sove længe,” fortæller Karen Simonsen og refererer til den vækst, hun det seneste år har oplevet med sit brand af eget navn, Karen by Simonsen.

Allerede sidste regnskabsår fordoblede brandet sin bundlinje – en fremgang, der også har kastet lys på i år, hvor det er lykkes den danske designer at få hul på to store, internationale markeder, Canada og USA.

“Vi arbejder i et konkurrencefyldt marked, hvor vi er nødt til at være nytænkende på alle parametre. Vi skal opfinde og kreere nye designs, produkter og strategier, forstå nye markeder og nye kundetyper. Det er ikke nok blot at ’tråde den gamle symaskine’, for alle mennesker fordrer spænding og nyskabelse,” lyder det fortsat fra Karen Simonsen i en pressemeddelelse.

Ifølge hende, er netop Canada og USA lukrative markeder, men også meget krævende, når det kommer til både prioritering af tid og økonomi – alligevel meldes der allerede om positive resultater fra brandets nye territorier.

“Vi har fået en formidabel start på Canada og USA, hvilket viser, at slutforbrugeren virkelig vil vores design,” siger Karen Simonsen, der har lagt ud med agenter og showrooms i Dallas, L.A., Montreal og Toronto, hvorimod næste punkt på listen er New York, der dog først forventes at kunne realiseres til næste år.

Lovende fremtidsudsigter

Det er dog ikke tilfældigt, at Karen Simonsen mærker fremgang netop nu. Bag væksten ligger beslutningen om at puste fornyet liv i det brand, hun stiftede i 2009, efter at have trådt ud af modehuset Munthe plus Simonsen, som hun grundlagde i 1994 med designer Naja Munthe.

Målet var at skabe en fornyet identitet, hvilket har sat sine spor på alle tre underbrands ONE, ICON og Karen By Simonsen via både opdaterede logoer og designidentitet, nye designteams samt en anderledes kommunikationsstrategi. Det har medført en øget omsætning, der ligeledes forventes at fortsætte ind i 2019, med en yderligere fremgang på 15 procent.

Foruden økonomisk fremgang, har den nye strategi dog også åbnet nogle døre for Karen Simonsen, når det kommer til retail. Hun har nemlig også brugt de sidste par år på at finpudse brandets butikskoncept og har i den forbindelse åbnet flere nye butikker i blandt andet Magasin og den svenske varehuskæde Åhléns. Og også her er ambitionerne i top. Brandet forventer at kunne næsten fordoble antallet af butikker allerede næste år.

“Gennemsalget i vores brandshops gik over budget sidste år, og allerede nu går de over budget igen. Det er dér, den virkelige verden former sig — når slutforbrugeren køber dine designs,” afslutter Karen Simonsen.

Karen By Simonsen er en del af DK Company-koncernen og sælges i dag på i alt ti forskellige markeder, der foruden de to nyeste satsninger, dækker lande i Skandinavien og Europa.