Skandinaviske brands i Italien: Sammenhold betaler sig
Det Revolver-kuraterede område på Pitti Uomo, Scandinavian Manifesto, har været en succes, fortæller Blanche, mfpen og Tonsure.Allerede på papiret var det et spændende projekt som stifteren af Revolver-messen, Christian Maibom, havde begivet sig ud i: at skabe et skandinavisk område på den indflydelsesrige herremesse Pitti Uomo, hvor der hvert år deltager over 36.000 mennesker, heraf lige under 25.000 indkøbere. De 17 deltagende brands er en blanding af rutinerede kræfter som Norse Projects og Whyred, men også nyere brands som mfpen og Tonsure – og så Blanche, som eneste repræsentant for kvindemoden. Men hvordan har et sådan ambitiøst projekt så fungeret i virkeligheden?
“Jeg synes, det har været et super godt set-up. Christian Maiboms idé var at samle os for at gøre os stærkere, i stedet for, at vi skulle stå helt alene på messen. Opstillingen på området er meget åben, så hvis en indkøber besøger en af standene ved siden af mig, kan han kigge ind til mig samtidig. Ja, man kan faktisk næsten ikke undgå at blive drevet fra stand til stand, sådan som det er bygget op,” forklarer Steffen Breinholdt, Sales Director for Tonsure.
Sigurd Bank, designer og stifter af det unge, danske mærke mfpen tilføjer:
“Nu er Pitti jo en kæmpestor messe, men sådan en lille bobbel af relaterede brands, der fungerer og ser lækker ud, hjælper virkelig meget for vores synlighed. Det har klart gjort det nemmere at få opmærksomhed som gruppe end som enkeltbrand.”
Idéen bag Scandinavian Manifesto var også at området skulle emme af Skandinavien. Fra lyset til den mad, der blev serveret skulle understøtte stemningen omkring de kuraterede brands. Melissa Bech, medstifter af kvindebrandet Blanche, fortæller, at det virkede efter hensigten og melder også om en positiv oplevelse – omend det er tidligt at starte sæsonen for et kvindemærke.
“Det var et meget lyst område og faktisk meget skandinavisk i det. Frederik Bille Brahe (Atelier September, Apollo, Kafeteria, red. ) kom og lavede mad – så det var virkelig meget skandinavisk. Det har været spændende for os at møde indkøberne så tidligt på sæsonen, og så have muligheden for at vise det igen under de senere modeuger. Men det bliver en lang sæson for os som kvindebrand – vi er jo først færdige til oktober,” fortæller hun.
Man når længere i fællesskab
Netop det mix af brands, der udgør den skandinaviske gruppe har spillet en betydelig rolle. For ud over at de kunne komplementere og hjælpe hinanden, har de kunnet mærke, at det hjalp dem til at stå bedre ud blandt de mere end 1200 udstillende brands:
“Vi kan klart mærke, at vi står stærkere sammen. Skandinavien og især København kan man jo generelt spinde guld på i sin kommunikation – så det har haft en god effekt at være sammen som gruppe,” siger Melissa Bech, som bliver bakket op af Sigurd Bank, der også understreger sammenholdet:
”Det har været fedt at stå i en skandi-familie. Det gør, at man får et sammenhold. På messerne i København er det jo normalt, at de fleste er fra Skandinavien og så er det lidt dig mod alle. Men her er vi lidt vores lille gruppe mod resten af messen. Det giver meget bedre slagkraft.”
Steffen Breinholdt fremhæver også den fællesskabsfølelse, der er opstået i den skandinaviske gruppe:
“Vi har været gode til at sende indkøbere forbi hinanden, synes jeg. Vi har ikke holdt på vores kontakter hver især. Det er det, der er mest optur over, at vi står her sammen, synes jeg. Første aften gik vi alle ud sammen og fik en drink. Jeg har også sendt en indkøber hentil Organic Basics stand, fordi indkøberen viste interesse for noget, jeg vidste, de kunne tilbyde,” fortæller han og forklarer samtidig at sammensætningen af gruppen også betød, at hver brand trækker forskellige indkøbere og kontakter til, som pludselig kan komme de andre til gode.
“Vi gør det eksempelvis godt i Japan, og har haft en del japanske indkøbere forbi, både nye og eksisterende kunder. Dem har jeg kunnet tiltrække, hvorimod Hope og Whyred, som står ved siden af mig, har skandinaviske kunder, som jeg gerne vil have fat i. Så når de har været forbi har de ikke kunnet undgå at se mig netop på grund af den åbne opstilling.”
Mest et udstillingsvindue
Som den første messe i messesæsonen, der i næste uge fortsætter i Paris, og når Danmark sidst på sommeren, oplever brandsne at Pitti Uomo er bedst til at opbygge netværk og få presseomtale fremfor at være det sted, hvor ordrene bliver lagt. Den fungerer derfor som det perfekte vindue til at gøre opmærksom på sig selv inden købe-messerne starter.
”Da det jo er den første messe, var vores forventninger til salg ikke så store. Men det er rigtig godt for visibility. Så er vi ligesom ude at vise os frem og kan give indkøbere en slags forret til de senere messer. Succeskriteriet har ikke været at stå og tage ordrer. Det har mere været et udstillingsvindue for vores brand. Og så har jeg fået booket aftaler til CIFF og Paris, hvor vi også deltager. Og på grund af den feedback, vi har fået nu her, kommer vi til at stå endnu skarpere senere på sæsonen,” siger Steffen Breinholdt, mens Melissa Bech beretter om større interesse end forventet, og at deltagelsen også fungerer som led i en større udenlandsk ambition for Blanche.
”Der kom faktisk en del flere indkøbere, end vi havde regnet med. Bloomingdale’s og Galeries Lafayette var for eksempel forbi. De store indkøbere vil dog gerne se mærket og kollektionerne flere gange for at være sikre på kontinuiteten. Men det er faktisk andet møde med de to, så det er rart at fornemme, at de stadig er interesserede og seriøse i forhold til at købe ind hos os. Vi håber faktisk, de vil købe ind allerede i løbet af denne eller næste sæson måske,” afslutter hun optimistisk om deltagelsen.
Samarbejdet mellem Pitti Uomo og Revolver er et fortløbende projekt, der startede med denne første udgave af Scandinavian Manifesto på Pitti Uomo 94, d. 12. – 15. juni 2018.