Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Copenhagen Fashion Week klar med SS19-showkalender

Blanche åbner, Saks Potts lukker og derimellem ligger både sværvægtere og debutanter som perler på snor til denne udgave af Copenhagen Fashion Week, der løber af stablen den 7.-9. august 2018.
Blanche åbner, Saks Potts lukker og derimellem ligger både sværvægtere og debutanter som perler på snor til denne udgave af Copenhagen Fashion Week, der løber af stablen den 7.-9. august 2018.

Når Copenhagen Fashion Week åbner denne august med det danske brand BLANCHE, byder de samtidig velkommen til en modeuge med et betydeligt højere antal ansøgere fra Danmark, Sverige og Norge.

29 brands er showkalenderen endt på at kunne præsentere. Både erfarne brands som Ganni, Baum und Pferdgarten, By Malene Birger, Stine Goya og Designers Remix holder shows, ligesom at også debutanter, som Emilie Helmstedt og Resumé, har meldt sig på banen. Hertil kommer shows fra Designskolen Kolding, Magretheskolen og Future of Fashion.

“Vi er glade for at kunne præsentere en showkalender med et stærkt felt af såvel store, etablerede som nye navne – og ikke mindst et ansøgerfelt, der aldrig har været større. Det er med til at understrege Copenhagen Fashion Weeks position,” siger Camilla Frank, CEO for Copenhagen Fashion Week. SS19-modeugen bliver samtidig hendes sidste, da hun i sidste uge indgav sin opsigelse.

Åbningsshowet afholdes tirsdag den 7. august 2018 klokken 11.00, og hvor første dag slutter med den officielle åbningsmiddag klokken 18.00, ligger sidste show klokken 19.00 tirsdag for at gøre plads til de mange brandmiddage, der efterhånden fylder modeugegæsternes aftenprogrammer. Torsdag aften lukker Saks Potts Copenhagen Fashion Week SS19, som den sidste af dagens imponerende række af 12 shows.

Se hele showkalenderen her.