Vinderne af Dansk Design Award 2018: Bæredygtige og empatiske
I aftes lagde Dansk Industri hovedsæde til uddelingen af Dansk Design Award 2018, hvor der ud over innovation var fokus på bedre miljø – både i naturen og mellem mennesker.Det var de værdiskabende og innovative designløsninger, der var i rampelyset, da Dansk Design Center mandag aften uddelte 15 priser i kategorierne Business, Individual, Society og Special Awards til deres Danish Design Award.
Ørestads-hotellet Copenhagen Towers vandt i kategorien Building Markets for den innovative måde som Lendager Group har upcycled blandt andet genbrugsbeton, affaldstræ og PET-plastflasker uden at kompromittere kvalitet eller design. Røde Kors vandt for på en subtil, hjertevarmende og gennemtænkt måde at støtte ikke bare juletræer, men også økonomisk udsatte familier med deres juletræsfod The Christmas Supporter, og Appen To Good To Go vandt for at forbindende restauranter og fødevarebutikker med forbrugere og på den måde mindske madspild.
Derudover var der fokus på hjælpemidler til støtte for dem i blandt os, der af forskellige sociale, sundhedsmæssige eller religiøse årsager sættes udenfor: En platform til bedre kommunikation mellem pacemakerpatienter og behandlere, en fodgynge til bevægelystne børn, der kan monteres under bordet i klasseværelset og bruges lydløst, et genanvendeligt og bakteriedræbende hygiejnebind samt sansestimuli til demenspersoner.
Ingen fra mode-eller tekstilindustrien løb med aftenens priser, men blandt finalisterne var blandt andet Aiayu Zero Waste, hvor brandet genbruger alle rester fra deres produktion og tager bæredygtigt ansvar for alle implicerede parter i produktionen. Appen Reshopper, hvor forældre kan sælge og købe brugte børneting, var også nomineret, ligesom Mathilde Bess fra Designskolen Kolding, der designer tøj til kvinder i kørestol, var nomineret for sin Haute Couture-inspirerede iscenesættelse af en målgruppe af kvinder, der ellers ofte er ude af modebilledet.
Se den fulde liste af aftenens vindere af de prestigefyldte priser her.