Prominente modeprofiler tiltræder CFWs bestyrelse
Copenhagen Fashion Week har fået ny bestyrelse – en bestyrelse, som favner bredt i den danske modebranche og som, ifølge CEO Camilla Frank, skal være med til at fastholde dem som Skandinaviens mest relevante og største modeuge.I går blev det vedtaget, at Copenhagen Fashion Week skal udskilles som et selvstændigt datterselskab efter 12 år som underselskab i Danish Fashion Institute – nu omdøbt til Global Fashion Agenda. Med den beslutning følger også en opsplitning af de to selskabers bestyrelser, der fremover skal dedikere sig til henholdvis modeugen samt Global Fashion Agenda.
Fremover er Jacob Kampp Berliner, der er CEO i det populære, danske brand Soulland, formand for Copenhagen Fashion Weeks bestyrelse. Thomas Klausen, CEO i Dansk Mode & Textil bliver næstformand. Også et helt nyt navn er indtrådt som nyt bestyrelsesmedlem, nemlig chefredaktør for ELLE Danmark, Cecilie Ingdal, der fremover skal være med til at sætte dagsordenen for og udvikle modeugen i København.
CEO Camilla Frank er meget positiv omkring Copenhagen Fashion Week’s fremtidige position som et selvstændigt selskab og glæder sig til samarbejdet med den nye bestyrelse:
“Københavns modeuge befinder sig allerede nu på et sted, hvor vi står stærkere end nogensinde. Og til august kommer vi til at byde velkommen til den formentligt største modeuge i København nogensinde – i øvrigt med stadigt flere stærke, skandinaviske brands på den officielle kalender. Med en ny bestyrelsesformand ved roret og en ny profil i bestyrelsen som den meget vellidte og dygtige chefredaktør for dansk ELLE, Cecilie Ingdal, står vi stærkt rustet til det arbejde, der hele tiden venter forude med at videreudvikle og fastholde Copenhagen Fashion Week som Skandinaviens mest relevante og største modeuge.”
Også Jacob Kampp Berliner ser stort potentiale i den nye bestyrelse, og ser som formand frem til at tage endnu større del i udviklingen af modeugen.
“Efter mange år i bestyrelsen både som medlem og næstformand, glæder jeg mig til at kunne føre Copenhagen Fashion Week videre efter Niels Eskildsen, der har gjort et stort stykke arbejde som formand. Jeg ser frem til at arbejde tættere sammen med Camilla Frank og hendes team om en modeuge, der både skal videreudvikles og styrkes, da skandinavisk mode behøver en stærk platform og de bedst mulige rammer, økonomisk og kreativt,” siger han.
Også for Global Fashion Agenda har udskillelsen af Copenhagen Fashion Week medført nye navne til bestyrelsen. Niels Eskildsen forbliver formand, ligesom at tidligere senior partner og rådgiver i McKinsey & Company Thomas Tochtermann bliver næstformand. Derudover indtræder tidligere CEO for INDEX: Design to Improve Life® Kigge Hvid også i Global Fashion Agendas bestyrelse.
Læs mere om adskillelsen af Global Fashion Agenda og Copenhagen Fashion Week her.