Kuratoren bag Vogue-udstilling: Der skal være noget ægte på spil

På Gl. Strands øverste etage allerbagerst hænger modefotografen Nick Knights fotografi af modellerne Amber Valetta og Shalom Harlow fra Vogue-serien ’Sweet Dreams’ fra 1995. Et foto, der mest af alt minder om et Skagens maleri. En moderne interpretation af P.S. Krøyers ’Sommeraften ved Skagen Sønderstrand’.

Modlyset glitrer blændende i havet, og de to kvinder danser som skygger i dueblå og fersken-farvede Isabell Kristensen-kjoler af silke og tyl. Motivet er forstørret til en grad, så det næsten er opløst og langt mere end et modefotografi, er det – når det hænger her – som et maleri.

Netop denne transcenderende relation mellem modefotografi og kunst er temaet for den aktuelle og netop åbnede udstilling på Gl. Strand i København: ‘Vogue like a painting‘.

Bag udstillingen, der tidligere har været vist i Madrid (2015) og Seoul (2017), står kurator Debra Smith, der det meste af livet har arbejdet med modefotografi på Vogue hos Condé Nast, hvor hun i dag har titlen ’Director of new projects’. Sammen med Gl. Strands kuratorer har hun justeret og opdateret udstillingen, så den passer til stedets delikate rammer og det danske blik, for på bedst mulige måde bedst at kunne præsentere den livslange forbindelse som Vogue har haft til kunsten. Mere end 60 ikoniske værker fra 1930’erne og frem til i dag skabt af fotografer som Nick Knight, Tim Walker, Horst P. Horst og Cecil Beaton viser modefotografiets dialog med – og inspiration fra – billedkunsten. Sælsomme, mystiske og dragende fotografier, hvis æstetik hæver sig over tid, og motivets sanselighed bliver rørende.

Vi mødte Debra Smith i Montanasalen på Gl. Strand ved siden af Randi & Katrines overdimensionerede papegøjer, til en snak om modefotografiets mange nuancer, og historiens betydning for vores livs tyngde og navigation i samtidens billedstrøm.

Hvad har du ønsket at gøre folk opmærksomme på med denne udstilling?
“Jeg elsker mit arbejde, og min største motivation har været at give disse fotografier den ekstra opmærksomhed, jeg synes, de fortjener. Normalt bliver de jo vist i magasiner, der ryger ud efter en måned, og ingen ser dem igen. Igennem mit arbejde har jeg mulighed for at dykke ned i Vogues enorme arkiver og finde frem til de fotografier, som jeg virkelig elsker og synes skiller sig betydeligt ud fra mængden. Fordi jeg har arbejdet ’behind the scenes’ på Vogue i så mange år, så ved jeg, hvor mange geniale mennesker, der står bag disse billeder. Det her var for mig en chance til at dele, hvad jeg elsker allermest ved mit arbejde og vise folk denne her type af fotografi i en anden kontekst end de normalt ser.

En anden betydelig motivation bag udstillingen er ønsket om at få folk til at bruge lidt mere tid på de ting, de ser. Folk sluger flere tusinde modefotografier om dagen på Instagram, men har ingen kontekst eller historie til at forstå de billeder, de ser. De ved slet ikke, hvor omfattende en proces det er at skabe et ordentligt modefotografi og føler, de har ejerskab over et billede blot fordi, de har sat det i deres feed. Modefotografi handler for mig også om ’slow fashion’. At få folk til at bremse lidt op og bruge tid på at værdsætte modefotografiets mange detaljer og nuancer.”

Prøv at fortæl om nogle af de nuancer, du finder enestående i modefotografiet?
“Det handler meget om de processer og mennesker, der står bag et billede. For det første er langt størstedelen af tøjet på disse billeder Haute Couture. Det betyder, at der har siddet et helt team af syersker og arbejdet i måske seks måneder på detaljerne i en kjole, der aldrig når ud til butikkerne. Hvis du er heldig, ser du den i et glimt på et runway-show og måske i et magasin, men du får aldrig lov til at dvæle ved den detaljerigdom, der er i den slags tøjet. Derudover har du en moderedaktør, som for eksempel Grace Coddington fra amerikansk Vogue, der kan skabe de mest utrolige scenarier, du har fantastiske make-up og hår-artister, og alle de de folk møder ind med den samme intention på den samme dag, på samme måde, som hvis det var et teater, de skulle sætte up. Det er fantastisk, og alt det kan man langt bedre se og fordøje, når man ser billederne i stor størrelse på en udstilling som her.” 

Handler ‘Vogue like a painting’ også om bringe modefotografiet ind på linje med, hvad man vil kategorisere som ”rigtig” kunst?
“Jeg ved ikke, om jeg nogensinde sidestiller modefotografiets udtryk og intentioner med de komplekse processer, der kan ligge bag et kunstværk.  Men jeg mener, at nogle af fotografierne har kvaliteter, der transcenderer det, man kalder ”rigtig” kunst. Vogue er nok det eneste modemagasin, der på et konsekvent niveau har modefotografier, der kan det. På den måde er det her også en chance for at vise Vogues ånd. Magasinet har gennem tiden investeret så ufattelige mængder af tid og penge i de her billeder, som jeg virkelig mener, har givet folk en masse inspiration og nydelse. Kunst kan give dig oplevelsen af at miste vejret, og den følelse har jeg haft med nogle af disse værker. Det retfærdiggør dem nok i min optik.”

Hvilke kriterier havde du i udvælgelsen af fotografierne?
“Udover at have den der umiddelbare wow-effekt skulle fotografierne også have en blivende kvalitet. Det er så mange fotografier i magasinerne, som du synes er smukke nu, men jeg lover dig, at om fem år, så er der intet interessant ved dem. For at de skal kunne have en eviggyldighed, skal de have en form for underjordisk indhold og kommunikere noget, der rør dig – så abstrakt er det for mig. Men jeg vidste med det samme om de skulle med eller ej. Fotografierne har en tidløshed over sig. Noget, der får dine tanker ind i et større rum. Noget, der transcenderer årstal og tendenser, som er fuldstændig hævet over om hvorvidt, du vil have kjolen på billedet eller ej.”

Du nævnte i din omvisning tidligere, at du synes at modefotografi fra 1940’erne og 1950’erne er de mest interessante. Hvad var særligt ved disse årtier?
“I de perioder, var der to særligt markante kreative direktører ansat på Vogue og Harper’s Bazar, Alexander Liberman og Alexey Brodowitch, der begge var kunstnere og russiske immigranter. De mænd, var aldrig virkeligt interesserede for tøj, men derimod havde et intenst ønske om at hæve niveauet på modemagasinerne. De fandt intellektuelle og filosofiske fotografer og skribenter, der gjorde magasinerne så kulturelt rige i en periode, hvor designere som Coco Chanel og Elsa Schiaparelli også udforskede deres felt. Der var en kulturel eksplosion på det tidspunkt, og surrealismens indflydelse gjorde forbindelsen mellem kunst og mode meget autentisk, fordi der i surrealismen også ligger begæret og drømmen, der er så tilstedeværende i moden. Det handler om så meget mere end blot en model, der står for foran et maleri af Jackson Pollock, som vi også har et eksempel af på udstillingen. Vogue havde også to covers malet af Salvador Dalí fra den periode, og i magasinerne var der portrætter af kunstnere som Alexander Calder og Pablo Picasso, og de her kunstnere var virkelig involverede i datidens modescene.”

Blev den kulturelle relation mellem billedkunst og mode svækket i de efterfølgende år?
“I 1960’erne handlede modescenen mere om om ungdom og rock’n’roll, og modefotografiet havde på ingen måde de maleriske kvaliteter, som jeg har efterspurgt i denne udstilling. I stedet var moden i langt højere grad orienteret mod musikscenen. I 1970’erne handlede det om frigørelse og politik, og 1980’erne var modefotografiet virkelig ikke kunstnerisk, og så meget af det der blev skabt der, var utrolig grimt. Vendepunktet var 1990’ernes Grunge. Med den bølge blev alt hvisket ud, og man startede forfra. Folks øjne blev vendt mod moden igen og siden da, har moden og dens ikoner bare fået mere og mere magt og det afspejler sig i modefotografiet. En person som Gigi Hadid har mere magt end en Hollywood-skuespiller og samtidig har de store brands konsolideret sig, og der er igen penge til at skabe fantastiske billeder. Der er en god forbindelse mellem kunsten og moden nu. Mange af de fotografer, der er med her har store shows på internationale gallerier, og de store kunstinstitutioner arrangerer udstillinger med modedesigner – se bare Alexander McQueen på V&A museum i London, der havde rekordhøje besøgstal for museet.”

Mener du, trods alt, at vi mangler den kulturelle side af modeformidlingen, som der var tidligere?
“For det meste ja. Meget er så pænt nu til dags, men mangler den skarphed, det vid og den præcision, der var på det tidspunkt. Kun få har koncentrationen til at fordybe sig mere. Men alt for mange af dem, der tegner feltet i dag, er blevet for komfortable med penge og power. Jeg synes helt klart, der er noget, der mangler. Instagram udmatter dig indefra og giver ikke noget substantielt tilbage. Du tror, det giver noget, fordi du får et kort glimt at inspiration, men det er ikke noget, der bliver hos dig.”

Du underviser unge i modehistorie og –fotografi. Hvad lægger du især vægt på, at dine studerende får med sig?
“Mange af de unge, som jeg underviser, har udviklet angst, fordi de bruger så meget tid på internettet, hvor de får langt flere visuelle indtryk, end de kan kapere. Problemet er, at de ikke har et hierarki af viden, der kan hjælpe dem med at bestemme, hvilket billede, der er mere interessant end et andet. Det gør dem paniske. Idéen bag mine kurser er at give de studerende indblik i mindst 100 års modehistorie, så de har en referenceramme, der kan give dem en bedre forståelse af de billeder, de ser, og dermed forhåbentlig også en større selvsikkerhed at møde verden med. Vi bliver så totalt bombarderede med indtryk, at selv for sådan én som mig, der ved så meget om modens verden, kan det blive for meget.”

På din rundvisning tidligere nævnte du, at der særligt er ét fotografi af Tim Walker, som dine studerende år efter år fremhæver som deres favorit. Hvad skyldes det, tror du?
“Jeg tror det skyldes farverne. Den blågrønne væg, den sartblå kjole og Lily Coles røde hår. Dernæst er der rykket lidt ved proportionerne. Hun står højt på en smuk vindeltrappe, og kjolen falder hele vejen ud over den og draperes på gulvet. Mønstret på stoffet genspejler et enkelt sted mønstret på trappens rækværk og man kan ikke se, om det er fordi kjolen er transparent, eller om det er en del af kjolen – og det er nogle af de detaljer, der tiltrækker øjet. Og så har billedet en poetisk ro, som er enormt tiltrækkende.”

Noget af det, jeg selv finder allermest interessant ved modefotografi er, når det har den lille grad af surrealisme over sig – kan du nævne én ting, som du synes, at modefotografiet som minimum skal indeholde?
“Jeg er født i Colorado og vokset op med den indianske filosofi omkring, at man altid skal have en lille fejl. Jeg var aldrig rigtig glad for modefotografi i den periode, hvor det blev overretoucheret. Det blev simpelthen for uinteressant for mig. Irvin Penn havde altid en flue siddende på sine æbler, en rynke i et ansigt eller noget, der smeltede. Det er de steder, hvor det perfekte sprækker, at man bliver rørt, og hvor det hæver sig over blot at være et pænt billede.”

Hvor ser du at  modefotografiet bevæger sig hen?
“Vi befinder i en interessant periode lige nu fordi, der er et oprør mod Photoshop. Folk er virkelig trætte af at se de der overperfekte billeder. De rør ikke noget i os. Retouchering kan ikke blive mere ekstrem end den er i dag, og derfor vender flere fotografer tilbage til at tage analoge billeder, som de scanner og arbejder med på nye måder. Jeg er selv meget optaget af den måde som Harley Weir og Jamie Hawkesworth arbejder på. Det minder mig om Grunge-bevægelsen selv om det bliver udtrykt på en anden måde. Men på samme måde dengang, er folk er ekstremt sultne efter autencitet, og i den sult er en bevægelse mod det naturlige. Vi lever i sådan en falsk verden, og derfor drages vi af billeder, der viser noget ægte, noget med fejl og skrammer, hvor modellerne ikke poserer, og hvor man har fornemmelsen af, at der er noget ægte på spil.”