Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Soulland til kvinder, nyt samarbejde og modefilm. Her er Ugen i mode

Soulland udvider med en kollektion til kvinder, Les Deux og Kopenhagen Furs modefilm er nomineret ved filmfestival i Berlin og Libertine-Libertine og Storm har indgået samarbejde.
Soulland udvider med en kollektion til kvinder, Les Deux og Kopenhagen Furs modefilm er nomineret ved filmfestival i Berlin og Libertine-Libertine og Storm har indgået samarbejde.

50’er-futurisme

Libertine-Libertine har netop løftet sløret for et samarbejde med multibrand-butikken Storm i København. Kollektionen blander Libertine-Libertines underspillede 50’er vibes med Storms mere futuristiske tilgang til mode, og med den ønsker de at rykke grænserne for deres formåen hver især.

Kollektionen bliver offentliggjort i dag og vil kunne købes i Storms fysiske butik samt på både Storms og Libertine-Libertines webshop.

Endelig! Soulland med kvindeligt fortegn

Indtil nu har kvinderne måttet låne i herrekollektionen, når de ville have fat i Soullands fine designs. Men det stopper her, for nu inviterer Soulland også kvinderne indenfor i deres univers. Gennem en Instagram-post med budskabet “Soulland Women’s May 7th” annoncerede brandet for nylig sin udvidelse i brandets kollektioner.

“Efter snart 15 år med menswear har vi besluttet os for at udvide med en womens-kollektion. Udgangspunktet er at skabe et univers, som er en viderefortælling i det univers, som Soulland allerede befinder sig i. Med et stort fokus på print og materiale er den første kollektion blevet til et mix af humor og kvalitet,” fortæller designer Silas Adler og CEO Jacob Kampp Berliner i en pressemeddelelse.

Kollektionen springer desuden modens normale kalender over, da den bliver sat til salg umiddelbart efter lanceringen den 7. maj.

Dansk modefilm indtager Berlin

Den danske modefilm ’Beyond Borders’, som er et samarbejde mellem Les Deux og Kopenhagen Fur, har netop modtaget tre nomineringer ved Berlin Fashion Film Festival. De er nomineret i kategorierne: Bedste film i lifestyle-kategorien, Bedste casting samt Emerging artist, for instruktørerne Stefan Pflug og Nicklas Hemmings arbejde. Filmen giver et indblik i den kreative branche og er udviklet af Gobsmack Productions og The Base efter ide af Gobsmack Productions.

Berlin Fashion Film Festival løber af stablen den 12. og 13. juli.

24-timers modefestival

Det Berlin-baserede kultmagasin 032c er gået sammen med blandt andre Reference Studio om lanceringen af en 24-timers festival under navnet Reference I Festival. Festivalen vil blive afholdt i oktober i de efterhånden legendariske Berghain-lokaler. Ambitionen er at give fuldstændigt frie tøjler til de deltagende designere, der på nuværende tidspunkt tæller navne som Stefano Pilati, Grace Wales Bonner og GmbH. Indgang er gratis, og der er åbent for alle.

Et nyt designtalent

British Fashion Council og Vogue har netop offentliggjort, at den fremadstormende designer Molly Goddard er dette års vinder af BFC/Vogue Designer Fashion Fund. Det betyder, at hun over en 12-måneders periode vil modtage råd og vejledning fra brancheeksperter foruden et velfortjent startskud på 200.000 britiske pund. Molly Goddard vandt over en række af de mest spændende designtalenter netop nu, heriblandt Huishan Zhang og Marques’ Almeida.

Tidligere vindere tæller desuden Christopher Kane, Erdem, Jonathan Saunders, Mary Katrantzou og Peter Pilotto.

Flere rotationer i den internationale branche

Felipe Oliveira Baptista og Lacostes veje skilles nu efter otte år. Designeren har fungeret som brandets kreative direktør siden 2010 og har især udmærket sig med et samarbejde med Supreme samt deres nylige ’Endangered Species’-kollektion, hvor truede dyr overtog den ellers så velkendte krokodilles plads på brandets poloshirts. Afskeden med Felipe Oliveira Baptista er første skridt i en større omstrukturering af Lacostes kreative afdeling, der betyder mere fokus på brandets sportsbaggrund.