Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Minus A/S tredobler bundlinjen

Den danske brand har haft et begivenhedsrigt 2017 – et år, der har budt på både virksomhedskøb, nyt brand til porteføljen og ikke mindst markant vækst, viser et nyt regnskab.
Den danske brand har haft et begivenhedsrigt 2017 – et år, der har budt på både virksomhedskøb, nyt brand til porteføljen og ikke mindst markant vækst, viser et nyt regnskab.

Der er godt gang i salget hos danske Minus A/S, der i denne uge har fremlagt årsregnskab for 2017. Heri ses det nemlig, at virksomheden har mere end tredoblet deres årsresultat fra lidt over 376 tusinde kroner i 2016 til 1,4 millioner i 2017. Også bruttofortjenesten steg markant. Den ender på 6,2 millioner kroner sammenlignet med 3,7 millioner året før.

2017 var ellers også året, hvor Minus A/S gennemgik store forandringer. Virksomheden opkøbte det ditto danske tøjmærke Friendtex A/S, ligesom de lancererede et nyt brand i porteføljen ved navn White and More. Ikke mindst derfor vækker årets resultat stor tilfredsstillelse hos ledelsen.

“Noget af det, vi glæder os mest over, er det faktum, at vi har formået ikke at miste fokus i et år, der har budt på hektisk aktivitet med implementeringen af nye brands i huset. Vi har fortsat den vækststrategi, som vi søsatte tilbage i 2016, og som nu for alvor giver pote – specielt på vores hjemmemarked,” lyder det fra ejer Irena Riberholt Jørgensen i en pressemeddelelse.

Ifølge hende, er det især positivt, at Minus har formået at øge indtjeningen så markant i 2017 igennem de forhandlere, de allerede har i spil.

“Der ikke er åbnet andre eksportmarkeder i det forgangne år, så det er naturligvis en stor tilfredsstillelse, at det er vores eksisterende markeder, der driver væksten. Især det hollandske marked har vi fået ekstremt godt fat på i 2017,” siger hun videre.

Et år med investeringer

Noget af det, som Minus A/S især har fokuseret på i 2017, og som de selv mener har været med til at drive væksten, er deres gode samarbejde med deres wholesale-kunder.

“Det betaler sig at tage lagerrisiko for sine kunder i denne tid, og det har vi gjort i stor stil. Vi har troet på, at vores varer ville flytte sig hurtigt ude hos vores kunder og besluttet, at vi ville sikre kunderne en mulighed for at supplere alt fra sæsonvarer til vores NOOS varer,” siger Irena Riberholt Jørgensen, hvortil virksomhedens anden ejer, Chalotte Kjær Bruun, supplerer:

“Vi er allerede nu i gang med en mere strategisk tilgang til hele indkøbsdelen, som vil give os betydelige fordele. Fordele som vil komme vores kunder til gode fremover, både i forhold til priser og hastighed,” siger hun.

Men selvom Minus kan se tilbage på et 2017 med solid vækst, har de interne omstruktureringer ikke været helt gratis.

“Vi har naturligvis måttet acceptere en del dobbeltomkostninger i forbindelse med vores opkøb. Den synergi og de stordriftsfordele, vi planlægger at drage nytte af, kan vi først rigtig mærke her i 2018. Det har krævet en del investeringer, specielt i forhold til vores lagerbygninger og kontorarealer, pludselig at fordoble antallet af medarbejdere i løbet af andet halvår af 2017,” afslutter Irena Riberholt Jørgensen.

Minus A/S overtog Friendtex A/S i juli 2017.