Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

IC Group slår til: Peak Performance solgt

Nu er det virkelighed – den danske modekoncern har fundet en køber og solgt deres bedst sælgende brand, Peak Performance, i en milliardhandel.
Nu er det virkelighed – den danske modekoncern har fundet en køber og solgt deres bedst sælgende brand, Peak Performance, i en milliardhandel.

Hvad der tilbage i oktober startede som en strategisk review proces er nu blevet til en realitet. IC Group har solgt Peak Performance til Amer Sports Corporation for 1,9 milliarder kroner.

Ifølge bestyrelsesformand i IC Group, Peter Thorsen, skal den nye ejer især være med til at accellere brandets vækst i udlandet.

“Vi har ikke blot fået den helt rigtige pris for aktivet til vores aktionærer, vi har også fundet den rigtige langsigtede nye ejer. En ejer der både har evnerne, kapaciteten og ressourcerne til at accelerere Peak Performances strategi, så brandet kan udfolde det store internationale potentiale, som vi mener det har og fortjener,” siger han i forbindelse med salget i en pressemeddelelse.

Amer Sports Corporation ejer allerede en række outdoor-mærker som Salomon, Wilson og Atomic. Heikki Takala, der er CEO for den finske koncern, er også yderst tilfreds med opkøbet.

“Med dette opkøb tager vi endnu et vigtigt skridt mod vores langsigtede mål om at opnå en omsætning på over 1,5 milliarder euro indenfor sportstøj,” supplerer han.

Den næste del af rejsen

IC Group blev grundlagt af Niels Martinsen i 2001. Siden da er koncernens brandportefølje vokset, så den i dag indeholder flere store danske modemærker som By Malene Birger, Tiger of Sweden og indtil nu Peak Performance. Men de seneste år har IC Group gennemgået flere omfattende interne omstruktureringer, der i februar havde sat sit præg på virksomhedens regnskab for 2017/2018. IC Groups omsætning var samlet set faldet med 2,2 procent sammenlignet med samme periode året før. Men også her var det tydeligt, at Peak Performance har sit eget liv. Brandets omsætning var i perioden nemlig steget med 17,2 procent til 313 millioner kroner.

“Peak Performance har gennem de sidste par år været i god udvikling med styrkelse af den operationelle forretningsmodel, skarpere kollektioner og ikke mindst forbedrede resultater. Den næste del af rejsen er en acceleration af den internationale strategi. Denne rejse findes der måske andre, som er bedre til at understøtte end IC Group, hvorfor bestyrelsen har besluttet sig for grundigt at undersøge denne mulighed,” udtalte Peter Thorsen, da IC Group første gang løftet slørede for et muligt videresalg.

Ifølge IC Group, forventes salget at gå endeligt igennem den 30. juni 2018, såfremt det godkendes af de relevante myndigheder.