Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Derfor skal du samarbejde med mikro-influencere

Alle løber efter influencerne, men hvem skal man vælge og hvor får man mest for pengene, når man som modevirksomhed vil opruste på SoMe-marketing? Vi giver dig tre gode grunde til, at du skal overveje en influencer med færre følgere. 
Alle løber efter influencerne, men hvem skal man vælge og hvor får man mest for pengene, når man som modevirksomhed vil opruste på SoMe-marketing? Vi giver dig tre gode grunde til, at du skal overveje en influencer med færre følgere. 

Det kan ikke være gået nogens næse forbi, at influencere er et markedsføringsredskab, der er kommet for at blive. Men lige som man troede, at det ikke kunne blive stort nok, viser det sig, at det kan det faktisk godt.

I takt med at tendensen vokser, og at likes og følgere i stigende grad er blevet modebranchens foretrukne valuta, er en modtendens opstået – mikro-influencere. Mikro-influencere har færre følgere end de såkaldte makro-influencere, maksimalt op til 30.000 i dansk sammenhæng og i mange tilfælde langt færre, og det har vist sig at være at attraktivt for brands. Ifølge Launchmetrics’ nye rapport ’The State of Influencer Marketing’, foretrækker 45,8 procent af de 600 adspurgte professionelle indenfor mode, luksus og skønhedsbranchen at samarbejde med mikro-influencere til deres kampagner. 33,6 procent vælger makro-influencere (der har op til 500.000 følgere), hvorimod kun 9,3 procent foretrækker de såkaldte mega-influencere, der har mere end en halv million følgere.

Ifølge Lasse Baungaard, stifter af kommunikationsbureauet DIGITYPES, skyldes den tendens, at de mere nicheprægede influencere med færre følgere medfører en række fordele for de virksomheder, der samarbejder med dem.

“Mikro-influencere er uden tvivl måden man får allermest ud af sine penge på. Selv større brands er begyndt at bruge dem nu,” siger Lasse Baungaard og uddyber:

“Hvis målet med ens influencer marketing er at nå rigtig bredt ud, så er det selvfølgelig makro-influencere, man skal samarbejde med. Men så skal man også have den store pengepung op.”

En af fordelene ved mikro-influencere er altså, at det ikke efterlader et stort hul i markedsføringsbudgettet. Men selvom de har færre følgere og derfor ikke kan opkræve lige så høj løn for deres tid, er de ikke mindre værd i markedsføringsregi. Ifølge Lasse Baungaard, kan virksomheder i nogle tilfælde faktisk få mere ud af at indgå samarbejde med en eller flere mikro-influencere end med én makro-influencer.

Nedenfor kan du læse tre årsager til, at man som modevirksomhed bør overveje at samarbejde med mikro-influencere.

Interaktioner trumfer følgere

Selvom mikro-influencere har færre følgere og derfor har en mindre rækkevidde, betyder det ikke, at de ikke påvirker deres målgruppe. Tværtimod viser en undersøgelse lavet af Markerly, der har analyseret over 800.000 Instagram-influencere med minimum 1000 følgere, vist, at interaktionsgraden falder i takt med, at antallet af følgere stiger – og det gælder både i forhold til likes og kommentarer.

Ifølge Lasse Baungaard, er antallet af følgere mindre relevant end kvaliteten af følgerne – jo flere der interagerer med en influencer, jo bedre er det for brandet.

Mikro-influencere har ofte en mindre men mere dedikeret følgerskare, end de store influencere, som ikke altid når ud til alle deres følgere. Generelt er der en tendens til, at man som forbruger føler et større fællesskab med dem, der ikke er alt for populære,” siger Lasse Baungaard og fortæller, at Makerlys undersøgelse peger på, at virksomheder opnår den største interaktionsgrad gennem influencere, der har mellem 1000 og 10.000 følgere. 

Nemmere at målrette til målgruppen

Udover at være gode til at engagere sine følgere, har mikro-influencere også den fordel, at de er mere nicheorienterede.

“Det betyder, at det er nemmere at ramme lige præcis den målgruppe, man vil, med mikro-influencere. Det gælder især på Instagram, fordi man kan se præcis, hvad de skriver, tager billeder af, hvem der følger dem, og om de deler det interessefællesskab, som virksomheden søger,” siger Lasse Baungaard og forklarer, at det især gør sig gældende for modevirksomheder, der netop har et stort fællesskab på Instagram, som er et af de vigtigste medier, når det kommer til influencere.

Mere i øjenhøjde

“Man kan sige, jo flere følgere, jo højere er distancen mellem influencer og forbruger,” forklarer Lasse Baungaard videre.

Ifølge ham, er endnu et af de helt store trækplastre ved influencer marketing derfor, at de er mere i øjenhøjde med deres følgere. Jo flere følgere der kommer til, jo mere ’kendt’ begynder en person at blive opfattet, og det er ikke nødvendigvis en fordel. Fordi mikro-influencere har færre følgere er deres indhold også derefter, og det gør dem ofte mere autentiske.

“Når en mikro-influencer gør reklame for en virksomhed, bliver det derfor i højere grad betragtet som en anbefaling fra en ligesindet, og det gør dem i sidste ende mere troværdige som reklamesøjler,” siger han.

Men hvordan finder man så de rigtige mikro-influencere at samarbejde med? Ifølge Lasse Baungaard, er mikro-influencere af naturlige årsager sværere at finde end makro-influencere. Men når det lykkes, er det indsatsen værd, understreger han og afslutter:

“Et godt sted at starte, er at kigge på de følgere, man som virksomhed selv har allerede – på den måde sikrer man sig, at man finder en influencer, der har en oprigtig interesse i brandet.”