Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

“Mode handler om at turde drømme”

Indehaver af vintage-butikken FN92, Pauli Tvilling, er aktuel med en modeudstilling i Rødovre Centrum, som har til formål at fremme det unikke i moden.
Indehaver af vintage-butikken FN92, Pauli Tvilling, er aktuel med en modeudstilling i Rødovre Centrum, som har til formål at fremme det unikke i moden.

”Målet med udstillingen er, at få folk til at forstå at de kan skabe unika ved at mikse nyt og gammelt.

Sådan fortæller Pauli Tvilling, indehaver af vintagebutikken FN92 og kuratoren bag en ny udstilling i Rødovre Centrum, der viser 1950er tøj i form af blandt andet struttende skørter og smalle taljer, der er blevet opdateret og stylet, så det passer til vores samtid.

“Jeg sælger en mulighed for at få noget unikt. De fleste mennesker i dag har ikke mulighed for at tage til Paris og købe couture for 70.000 kroner. Jeg vil gerne vise dem, at ved at mikse vintage med high street kan man skabe noget, der er ligeså unikt,” forklarer han med reference til storcentrets mange budgetvenlige tilbud.

Valget af storcentret som ramme er i øvrigt vigtig for Pauli Tvilling, fordi han her når ud til et helt andet publikum end i sin egen butik. “Det er her familien Danmark er,” siger han og understreger, at det især er den almindelige forbrugers modebillede, han ønsker at påvirke.

Et vigtigt årti
Selve udstillingen viser et nedslag i moden anno 1957, et tidspunkt hvor moden stod ved en skillevej. Ti år tidligere havde Christian Dior introduceret sit New Look og den smalle talje og det voluminøse skørt prægede stadig modebilledet, men samtidig spirrede en ungdommelighed med mere kantede og grafiske linjer og mønstre – dem som senere skulle komme til at kendetegne 60ernes mode. Men lige netop i dette år herskede der et miks af det gamle og det nye. Og det er dét, som Pauli Tvilling fokuserer på i sin udstilling.

“Det er fortiden og fremtiden set fra et 1957er-perspektiv,” siger han om udstillingen.

Valget af slut-1950erne er også begrundet af årtiets store sociale forvandling og begyndende ændring i kønsrollemønstre og arbejdsmarked.

“Det tøj, der blev produceret i 1950erne er lavet til at blive brugt – det blev meget mere anvendeligt og holdbart end tidligere og bar præg af, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet,” uddyber Pauli Tvilling og fortæller samtidig at udstillingen faktisk udspringer af et modeshow, der bliver afholdt den 8. april i Vega, hvor han har analyseret og gengivet moden fra filmen Funny Face med modeikonet Audrey Hepburn i hovedrollen.

Drømmemode
Samtidig med at Pauli Tvilling finder det interessant at mikse sine unika-styles med high street, synes han også, at det drømmende element i moden er essentielt at vise i en tid, hvor det meste og især moden ofte er ekstremt flygtig.

“For mig handler mode om at turde drømme. Det er en måde at sænke hastigheden i en ellers hurtig og flygtig branche. Det er interessant at vise ting lavet af for eksempel modeskaberen Holger Blom (1905-1965, red.), som er noget af det bedste, Danmark har præsteret i et modeperspektiv. Aftenkjoler og sjaler bruger man ikke den dag i dag, men folk skal stadig kunne drømme sig tilbage til en tid, der ikke er mere. Jeg laver udstillingen for at vise, hvor fantastisk tøjet var dengang og hvor fantastisk det faktisk stadig er i dag,” forklarer han og slutter:

”Fordi det går så stærkt i moden i dag, er det vigtigt at kigge tilbage efter inspiration og få noget stof til eftertanke.”

Udstillingen løber fra den 23. marts indtil den 28. april 2018 i Rødovre Storcenter.

 

R¯dovreCentrum_PauliTvilling_01