Boozt.com fremlægger endnu et rekordregnskab
Den dansk-svenske modegigant har netop offentliggjort sit regnskab for 2017, der viser en stigning i omsætningen på næsten 45 procent sammenlignet med 2016.Onlineportalen Boozt.com har i denne uge fremlagt sidste års regnskab – et regnskab, der viser, at 2017 slog omsætningsrekorden for den dansk-svenske modeportal. Årets omsætning passerede nemlig 2 milliarder svenske kroner svarende til lige knap 1,5 milliarder danske, hvilket er en vækst på 44,4 procent sammenlignet med 2016. Det skriver Boozt.com i en pressemeddelelse.
Ifølge Hermann Haraldsson, medstifter og CEO hos Boozt.com, kan væksten tilskrives koncernens fortsatte indsats for hurtig levering, kuraterede udvalg samt fokus på kvalitet til overkommelige priser.
”Vi satser stærkt på nøje udvalgte nordiske brands kombineret med høj kundeservice og et stærkt logistisk setup. Vi har i 2017 udvidet vores sortiment med både kosmetik og interiør og investeret i et af Europas største robotlagre. Boozt.com vil være den destination, hvor man kan få det hele og få det hurtigt,” udtaler han i pressemeddelelsen.
Boozt.com, der blev børsnoteret i Stockholm i 2017, har også haft en god start på 2018, hvor de blandt andet har haft fokus på København. Den 1. januar 2018 påbegyndte portalen officielt deres strategiske partnerskab med Copenhagen Fashion Week, ligesom at de i år også kan åbne dørene til deres anden fysiske butik på Købmagergade i København.
”2017 var et godt år, hvor vi formåede at indfri vores ambitioner om både stærk vækst og forbedret rentabilitet. Vi kom stærkt ud af fjerde kvartal med en vækst på 37,8 procent i forhold til fjerde kvartal sidste år og vækstede med 44,4 procent på helåret. Dermed passerede vi en samlet omsætning på 2 milliarder svenske kroner, hvilket må siges at være tilfredsstillende. Men vi tror på, at der fortsat er vækst at hente i de kommende år ved fortsat fokus på den samlede kundeoplevelse og udvidelse af sortimentet,” afslutter Harmann Haraldsson.