Stine Goya offentliggør nye ejerforhold
Christian Stadil og Niels Mikkelsen har solgt deres aktier tilbage til ægteparret Stine Goya og Thomas Hertz, og er derfor trådt ud af både bestyrelse og ejerkreds i Stine Goya A/S.Stine Goya A/S har netop offentliggjort, at de har tilbagekøbt deres aktier fra Christian Stadil og Niels Mikkelsen. Det betyder, at de to investorer er trådt ud af både bestyrelse og ejerkreds. Det skriver Stine Goya i en pressemeddelelse.
Hummelejer Christian Stadil og tidligere koncernchef for IC Group Niels Mikkelsen købte sig ind i Stine Goya A/S tilbage i august 2015 med et opkøb på 10 procent af aktierne hver især, samt med hver deres stol i bestyrelsen. Nu, efter lige knap tre års samarbejde, trækker de sig igen, hvorfor selskabet i dag drives og ejes udelukkende af ægteparret Stine Goya og Thomas Hertz.
”Vi har arbejdet med Niels Mikkelsen og Christian Stadil gennem 3-4 år og haft et godt og tæt samarbejde. En periode hvor virksomheden har oplevet en mangedobling af omsætningen, positive resultater og nået sine mål,” siger CEO i Stine Goya, Thomas Hertz, i pressemeddelelsen.
Også Niels Mikkelsen og Christian Stadil oplever, at målet om at vækste brandet samt at øge den internationale rækkevidde er blevet indfriet.
”Vi er begge rigtig glade for, at vi sammen med Stine, Thomas og resten af teamet har kunne medvirke til at forløse det potentiale, som virksomheden altid har haft. Vi håber at virksomheden fortsætter den positive udvikling de næste mange år,” supplerer Niels Mikkelsen og Christian Stadil i pressemeddelelsen.
Under modeugen i august 2017 kunne Stine Goya fejre, at brandets farverige univers havde været fast inventar på den danske modescene i et helt årti. Den runde fødselsdag blev fejret med et comeback-show under Copenhagen Fashion Week for første gang siden 2014 – men ikke nok med at brandet havde rundet et skarpt hjørne, forretningen var også i så god form, at tiden var kommet til at investere i et modeshow igen.
”De år vi har valgt ikke at holde show, har vi brugt på at udvikle forretningen – og det har givet pote. Vi har fået et stærkere forretningsmæssigt fundament. At afholde show giver os mulighed for at udvikle virksomheden og brandet internationalt, samt bruge kræfter på vigtige butikker og personer fra udlandet,” fortalte Stine Goya dengang til Fashion Forum.
Ifølge CVR-registret trådte Niels Mikkelsen og Christian Stadil officielt ud af Stine Goya A/S den 20. februar 2018.