Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Kigge Hvid stopper som CEO i INDEX:

Efter 16 år som administrerende direktør og grundlægger af INDEX: Design to Improve Life har Kigge Hvid valgt at forlade sin post.
Efter 16 år som administrerende direktør og grundlægger af INDEX: Design to Improve Life har Kigge Hvid valgt at forlade sin post.

Kigge Hvid er administrerende direktør og grundlægger af den danske non-profit organisation INDEX: Design to Improve Life som står bag verdens største designpris, og som promoverer bæredygtigt design over hele verden. Men nu har hun valgt at fratræde posten. Det skriver INDEX: i en pressemeddelelse.

”Jeg siger op på INDEX: efter 16 helt fantastiske år. I 2001 fik jeg en meget særlig opgave af Erhvervsministeriet: ’Sæt design på dagsordenen på en helt ny måde, lav verdens største designpris, og brand Danmark’. Jeg synes, den opgave er løst med INDEX: Award 2017, som løftede design i Danmark til den højeste internationale standard,” siger Kigge Hvid i pressemeddelelsen og tilføjer:

”Jeg er meget glad for nu at give stafetten videre til Liza Chong, som konstitueres som administrerende direktør. Jeg har samarbejdet tæt med Liza i mange år, og har stor beundring for hende. Det bliver spændende at se hende og teamet tage INDEX: til nye højder.”

Om Kigge Hvids fratrædelse siger bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen:

”Det er med stort vemod, at bestyrelsen har modtaget Kigges opsigelse fra stillingen som administrerende direktør for INDEX: Kigge er en del af INDEX:’ DNA og har været afgørende for at skabe den institution, som INDEX: er blevet. INDEX: blev født med store ambitioner som rakte langt ud over landets grænser. En ambition om at skabe en designpris, som både bygger på Danmarks designtradition og som omfavnede behovet for at fokusere på designs, der kan være med til at løse verdens væsentlige udfordringer. Et modigt projekt undfanget lang tid før, nogen havde hørt om FNs Verdensmål, og før nogen troede på at afkast og bæredygtighed gik hånd i hånd. Nu er verden et andet sted og INDEX: har været med til at placere Danmark midt i en ny designdagsorden. Det har Kigge en stor del af æren for og INDEX: er Kigge dybt taknemmelig,” fortæller han og siger om INDEX:’ nye CEO:

”INDEX: vil nu fortsætte med at flytte grænserne for, hvad design kan, og en samlet bestyrelse er begejstrede for at give tøjlerne til Liza Chong som konstitueret administrerende direktør. Vi har længe arbejdet tæt med Liza, som vi har meget stor respekt for, og vi ser frem til de fornyelser skiftet vil bringe.”

Fremover vil Kigge Hvid indtræde som formand for et nyt Advisory Board, som er nedsat af bestyrelsen i INDEX: og som i tæt samarbejde med INDEX: Award Juryen skal understøtte, at organisationen fortsætter med at være internationalt førende indenfor sit område.